Hans – i strid med Jens og de andre

Kirkelige festdage

I den kristne kalender var Johannes døberens fødselsdag den 24. juni, og i Norden har der været tradition for at fejre kirkens festdage aftenen før selve dagen, ligesom vi fejrer juleaften aftenen før juledag.

Dagen benævnes Skt. Hansdag i almanakken, og her findes også dagene Johannes ante portam (6. maj) og Johannes evangelist (27. december) som begge handler om apostlen Johannes, men dagen for Johannes' halshuggelse (29. august) handler om Johannes Døberen lige som sankthans, og det synes noget inkonsekvent at bruge to forskellige navne om den samme person.

Johannes ændrer form

Som mandsnavn kendes Johannes tidligt i middelalderen i Danmark, og de ældste danske belæg på navnet er således fra begyndelsen af 1100-tallet. Johannes udvikles til flere andre former samtidig med at den oprindeligt indlånte form, Johannes, fortsat bruges. Den nordiske udvikling Ion og formen Iones som nok skyldes indlån fra tysk, er belagt allerede i 1200-tallet, og i 1300-tallet forsatte navneudviklingen.

Iones blev gennem former som Iønæs og Iøns til Ienæs og Iens – altså den vidt udbredte og velkendte danske navneform Jens som blev det hyppigste danske mandsnavn i århundreder i Danmark helt frem til 2012.

Navnets udvikling fortsatte fra Jens til Jes, som blev meget udbredt i Sønderjylland, og videre til Iis og Is som er det sidste trin i udviklingen, og som optræder i kilder fra ca. 1450 især på Sjælland. Men den stærkt forkortede form Is får ikke samme udbredelse som de øvrige af Johannes' udviklingstrin.

Formen Hans vinder indpas

I nedertysk udvikledes af Johannes formen Hannes/Hannus som indlåntes i Danmark i midten af 1300-tallet. Dette sammentrækkes hurtigt til formen Hans der – ligesom Jens – blev meget udbredt i Danmark de følgende århundreder. De to udbredte navneformer fordelte sig dog sådan at Jens i Nordjylland var mere udbredt end Hans, og at Hans på Øerne og i Sønderjylland var mere udbredt end Jens.

Helt op i 1900-tallet fortsatte Hans med at være langt hyppigere på Øerne og i Sønderjylland end i Nordjylland. Gennem hele århundredet faldt brugen af navnet imidlertid støt, samtidig med at den uens udbredelse langsomt udjævnedes frem til 1950'erne hvor navnets hyppighed var blevet ensartet i hele landet, med undtagelse af Sønderjylland som gennem hele århundredet havde en større koncentration af Hans end resten af landet.

Den faldende brug af navnet Hans fortsatte efter årtusindskiftet og helt frem til 2013 hvor kun 28 nyfødte fik Hans som første fornavn. Siden 2014 har der imidlertid været en svag stigning, og i 2019 fik 60 nyfødte drenge således Hans som første fornavn. Det kan være tegn på at udviklingen er vendt, og at Hans kan være på vej tilbage til en ny popularitetsperiode, hvilket passer godt med at der de senere år har været en stigende tendens til enstavede drengenavne blandt de hyppigste fornavne til nyfødte.

En folkelig Hans?

En anden interessant fordeling af Jens og Hans er at Jens findes som forled i nogle enkelte landsbynavne – det flere steder forekommende Jenstrup – mens Hans ikke findes i landsbynavne. Hans ses til gengæld ofte i navne på kirker og klostre og i andre kirkelige sammenhænge, og denne forbindelse mellem det kirkelige og navneformen Hans er sandsynligvis årsagen til at vi holder sankthans og ikke "sanktjens".

Det ovenstående forklarer imidlertid ikke hvorfor Johannes Døberen i almanakken kaldes Hans den ene gang og Johannes den anden gang. Måske er den folkelige fejring af sankthans årsag til at Johannes Døberen på lige denne kirkelige festdag har fået den udbredte folkelige navneform Hans, men de øvrige dage har beholdt den oprindelige form Johannes.

Birgit Eggert

Emner