Haabetz Colonie – den første koloni i Grønland

Da Hans Egede, hans familie og resten af mandskaberne fra Haabet og Anne Christine den 3. juli 1721 ankom til deres bestemmelsessted langs Grønlands vestkyst, søgte de efter et egnet sted til at bosætte sig. Valget faldt på en ø yderst i Nuup Kangerlua, det som Hans Egede og andre europæiske rejsende kendte som Baals Revier, og som senere igen blev kaldt Godthåb Fjordkompleks og Nuuk Fjordkompleks – eller bare Godthåb Fjord/Nuuk Fjord.

Det virker oplagt at gå ud fra, at Haabets Øe er opkaldt efter skibet Haabet, som var det af de to skibe, som Egede og hans familie var ombord på, og som bragte dem og besætningen sikkert i havn. Motivationen for valget af navnet er ikke helt præciseret i de samtidige kilder, men at det netop skulle være en opkaldelse efter skibet, er ikke utænkeligt. Med til historien hører, at skibene pludselig befandt sig i en alvorlig situation efter at de havde rundet Statenhuck (Nunap Isua/Kap Farvel), og at besætningen og hele Egede-familien frygtede for livet. Der forelå derfor muligvis en mere følelsesladet taknemmelighed over at være nået frem til bestemmelsesstedet i god behold, og måske har Egede tænkt, at det symbolladede navn til den første koloni kunne sikre ham og de første kolonisatorer en god start på missions- og handelsarbejdet. Om ikke andet havde de altid håbet!

Et smittende håb

"De første kolonisatorer har åbenbart haft brug for håb", skriver Robert Petersen i sin artikel i antologien Stednavne i brug (1985). Med denne kommentar henviser Petersen til de dansk-norske kolonisatorers tendens til at navngive de nyoprettede kolonier langs Grønlands vestkyst med suffikset -håb. Hans Egede kom altså til at skabe en form for præcedens, da han valgte at kalde den første koloni for Håbets Koloni. I fire tilfælde ud af de første seks anlagte kolonier indgår "håb" således i navnet; Håbets Koloni (1721), Godthåb (1728), Christianshåb (1734) og Frederikshåb (1742).

De to andre anlagte kolonier fik navnene Nipisat (1724) og Jakobshavn (1741). Teknisk set en hører der en syvende koloni med til de første, men denne blev anlagt af Den Herrnhutiske Brødremenighed, der også tidligt kom til den grønlandske vestkyst for at drive mission. Deres første koloni anlagde de i 1733 under navnet Neu Herrnhut, og den var placeret få kilometer fra den danske-norske koloni Godthåb. I alt fik fem kolonier et navn med suffikset -håb. Den sidste er Julianehåb, der først blev anlagt i 1774.

Kolonien på Håbets Ø var kun tænkt som en midlertidig boplads, og de følgende år blev det nærliggende område og det store fjordkompleks undersøgt for et mere egnet sted at placere en koloni. Inden de nåede så langt (der skulle gå syv år fra 1721 før kolonien endelig blev flyttet til det sted der i dag er Nuuk), anlagdes i 1724 kolonien Nepisene (Nipisat) i nærheden af det der i dag er byen Sisimiut.

Nepisene – den anden koloni i Grønland

Kolonien Nepisene (herefter Nipisat) blev anlagt på øen Nipisat i 1724 cirka 300 kilometer nord for Håbets Ø. Den blev anlagt som hvalfangerstation og handelsplads, men planen var at der også herfra skulle drives missionsvirksomhed. Kolonien fik sit navn efter øen den var anlagt på, og det umiddelbart påfaldende er at navnet er grønlandsk. For hvorfor ikke cementere kongens og den dansk-norske tilstedeværelse ved for eksempel at give stedet kongens navn, hvilket ellers bliver tilfældet for mange senere kolonier i Grønland?

Valget at give (eller beholde) et grønlandsk stednavn  til en dansk-norsk koloni kommer ikke til at være enestående for Nipisat i 1700-tallets Grønland. I alt får fem nyanlagte kolonier i denne periode et navn af grønlandsk oprindelse. Foruden Nepisene/Nipisat er det Nuussuaq (1758), Amerloq (1759), Uummannaq (1761) og Upernavik (1772). Derudover bibeholdt den dansk-norske mission og handelsadministration en lang række grønlandske navne på fjorde og bopladser.

I de første år på Håbets Ø tegnede Hans Egede to detailkort over omgivelserne omkring Håbets Ø. Det er senere blevet påpeget at kortene nok ikke er baseret på Egedes egne iagttagelser, men snarere på medbragte kort. Det interessante i denne sammenhæng er dog ikke hvor informationerne kom fra, men hvilke stednavne Egede valgte at have med på sine kort. Ganske vist er der et par dansk-norske stednavne (Håbets Ø og Præstefjorden), men ud over topografiske anmærkninger og henvisninger til hollandske havne er de resterende stednavne grønlandske, for eksempel fjordene inde i Baals Revier, Ujaracksuak og Pesickfiarbame.    

 

Hans Egede og de andre dansk-norske kolonisatorer kom til et overvældende land som især i etableringsfasen har været umuligt at underlægge sig. Egede og andre korttegnere har været afhængig af al den information de har kunnet indsamle både fra medbragte kort, men tydeligvis også fra lokalbefolkningen som desuden har været en essentiel årsag til den dansk-norske tilstedeværelse.

Grønlænderne var produktet

Nok handlede koloniseringen af Grønland også om suverænitet i Nordatlanten og den dansk-norske konges krav og eneret på handel og særligt hvalfangst i området, men på grund af landets relative ufremkommelighed kom koloniseringen især til at handle om grønlænderne selv; de var produktet. De var årsagen til, at Egede havde en mission i landet, og de var altafgørende for at handelskompagnierne havde succes, for det var dem, der var eksperterne når det kom til fangst af handelsprodukterne.

Brugen af stednavne og særligt stednavne af grønlandsk oprindelse skal ses i lyset af dette. Kommunikation med lokalbefolkningen var altafgørende for succes både inden for mission og handel, og ikke mindst når det gjaldt at finde rundt i det store land med de mange fjorde.

I kolonitidens begyndelse har det ikke været en prioritet at komme til at herske over befolkningen ved hjælp af det danske sprog, tværtimod. Først og fremmest var det en del af den lutherske missions principper at missionere på modersmålet, så det var Egede magtpåliggende at lære sig det grønlandske sprog. Det kan derfor også formodes at det var nærliggende for ham at benytte sig af grønlandske stednavne i de områder hvor grønlænderne befandt sig. På kortet over Baals Revier er det således de inderste fjorde i komplekset, hvor der også er indtegnet bebyggelse, der har grønlandske navne.

I forhold til handelen kan brugen af grønlandske stednavne også ses som en afhængighed af den lokale befolkning. Kolonien Nipisat blev placeret på øen, hvis navn i øvrigt betyder stenbidderne, på grund af gunstige forhold for hvalfangst, men også fordi det var et sted hvor der var gode muligheder for handel med lokalbefolkningen. Brugen af grønlandske stednavne i begyndelsen af koloniseringen af Grønland kan tolkes som en anerkendelse af den afhængighed kolonisatorerne indså at de havde i forhold til den lokale befolkning.

Hermed ikke sagt, at det skal læses som en hyldest, men nærmere en pragmatisk måde at tilgå landet og befolkningen på, og altså en del af en økonomisk strategi. En strategi der baserede sig på adgang til grønlændernes ekspertviden i forhold til gunstige jagtområder og jagtmetoder.

Ivalu Lidsmoes

Emner