Frankrig – en tour rundt om navnet

Det land, vi i dag kender som Frankrig, tog sin begyndelse tilbage i vikingetiden, mere præcist i år 987, da Hugo Capet blev konge af Frankrig. Eller rettere, det var på det tidspunkt, at landenavnet blev dannet. Indtil da havde et område omtrentligt svarende til det senere Frankrig også eksisteret som et kongerige, men under navnet Vestfranken.

Som forleddet i dette navn antyder, eksisterede der dengang også et andet kongerige Østfranken (omtrentligt svarende til Tyskland) og dertil et tredje mellemliggende rige Lothringen (med bl.a. de nuværende Holland, Belgien, Schweiz og Italien). Disse tre kongeriger udgjorde tilsammen Frankerriget, den tidlige middelalders absolutte supermagt i det vestlige og centrale Europa, der formelt set var – eller kunne være – regeret af en overordnet kejser.

I vikingetiden var det imidlertid ved at være længe siden, at de tre riger for alvor havde udgjort nogen enhed, og eftersom østfrankerne nu var begyndt at kalde sig 'tyskere', så den nye kongelinje med sæde i Paris heller ingen grund til at holde fast i den fællesfrankiske arv. Eller man kan også sige, at det vestfrankiske kongehus med navneskiftet til Frankrig gjorde hævd på hele den fællesfrankiske arv.

Frankrigs og frankernes vugge

Men faktisk lå Frankerrigets navnemæssige vugge ikke i Frankrig. Eller i hvert fald kun perifert, eftersom navnet udspringer af en indbyggerbetegnelse franker, der siden 200-tallet anvendtes om germanske stammer bosiddende i området mellem floderne Meuse og Rhinen, altså det der svarer til regionen omkring nutidens Luxemburg og det belgisk-fransk-tyske grænseland.

Det var således et fyrstehus herfra, der i de følgende århundreder ekspanderede sin magt til store dele af Vesteuropa under navnet Frankerriget. Det gamle hertugdømme Franken med beliggenhed i det centrale Tyskland er et onomastisk produkt af samme folkevandringsmæssige ekspansion, der skyldes, at området i 500- til 700-tallet blev befolket af frankere fra Rhinområdet.

Den oprindelige etymologiske betydning bag indbyggerbetegnelsen franker er omdiskuteret, men den mest udbredte tradition er, at det drejer sig om det urgermanske substantiv frankô, frankon 'kastespyd'. Alternativt kan der være tale om det oldfrankiske adjektiv franc 'fri, ægte, oprigtig' eller et heraf afledt substantiv 'fri person' (modsat slave). Der findes også flere andre tolkningsforslag.

Uanset hvad frankerne nu havde taget navn efter, så fik det landområde, som de regerede over, af romerne den latinske benævnelse Francia, der er dannet til den latinske indbyggerbetegnelse francus (pluralis francī, genitiv pluralis francōrum; oldfrankisk frankō) 'franker' med afledningsendelsen -ia, der i stednavnemæssig sammenhæng kan tillægges betydningen 'sted, regeringsområde'.

Francia betyder altså "stedet hvor frankerne bor" eller slet og ret "frankernes rige". Det kan måske her være værd at nævne, at den nordlige del af nutidens Frankrig af romerne blev kaldt Gallia, mens den sydlige del af Frankrig hed Provincia, et navn som går igen i det stadig anvendte Provence.

Fra latin til de moderne europæiske sprog

Romernes gamle latinske benævnelse for frankernes stammeland videreførtes som navn på den tidlige middelalders enorme Frankerrige og derfra videre til Frankrig, og Francia er endnu i dag den gældende eksonymform af landenavnet på moderne latin, såvel som på italiensk og spansk. Men det er som bekendt ikke længere endonymformen på fransk. Med udtaleovergangen af endelsen -cia fra klassisk latin (udtalt [kia]) til middelalderlatin [tjia, sia] reduceredes navnet på middelalderens oldfransk yderligere gennem en form for klusilsvækkelse og apokope ([kia, tjia] blev til [sə] som blev til [s]) til France; denne form videreførtes fra oldfransk via oldengelsk også til nutidsengelsk.

Mens englænderne som i så mange andre sproglige anliggender således har knyttet sig til fransk og latin, så har landenavnet Francia taget en anden form i resten af det germanske sprogområde. På urvestgermansk stillede man sig nemlig ikke tilfreds med den implicitte områdebetegnende afledningsendelse -ia, men tilføjede i stedet det eksplicitte efterled rīkī, der kan oversættes med 'samlet magtområde, land, stat', jf. kongerige og kejserrige.

På moderne tysk har dette udviklet sig til eksonymformen Frankreich, mens landet på hollandsk hedder Frankrijk, og på både svensk og norsk Frankrike. Man kan dermed konstatere, at mens det urvestgermanske rīkī på tysk og hollandsk har antaget enstavelsesformer, så har vores to skandinaviske søstersprog bevaret en tostavelsesform.

Den danske mellemløsning

Som i flere andre tilfælde har vi på dansk lagt os et sted midt imellem. De ældste bevarede danske belæg på landenavnet i en dansksproglig kontekst er fra 1400-tallet: Franckarike, Franckærighe og Franckerige (i hhv. DiplDan 12/5 1405; DiplDan 8/12 1411 og Huitf s. 162 5/1 1467 (1599)), der tydeligt viser, at vi oprindeligt fulgte den skandinaviske fastholdelse af tostavelsesformen, om end i middelalderens slutning med en klusilsvækkelse fra rike til rige.

Først i løbet af 1800-tallet er vi på dansk gået fra formen Frankerige (med to stavelser i både forled og efterled) til den nutidige form Frankrig (med én stavelse i begge led), og det endda via mellemformen Frankerig, som blev anvendt endnu i 1870'erne. Man kan sige, at efterleddet i den danske eksonymform – muligvis under indflydelse fra tysk og hollandsk – har gennemgået en apokope fra rige til rig, ligesom i landenavnene Østrig og den ældre danske landenavneform Sverrig). Det betyder faktisk også, at Frankrig sammen med Østrig udgør et af meget få eksempler på nutidige danske eksonymer, som vi ikke deler med noget andet sprog.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner