Esrum – et eksempel på dansk rum-forskning

Arealmæssigt er Esrum Sø med sine 17,3 km2 Danmarks næststørste sø, men hvis man ud fra søens dybde beregner dens omtrentlige vandmængde (233 millioner m3), er den Danmarks største – eller vandrigeste. Nord for Esrum Sø ligger Esrum by. Og rækkefølgen af omtalen er ikke tilfældigt valgt, for den tilsyneladende navnerelation til trods, er det faktisk bebyggelsen, der har navn efter søen, og ikke omvendt.

Navneendelsen -rum

Esrum tilhører en gruppe af navne, der ikke altid er helt let for stednavneforskerne at holde rede på. Problemet består i, at der endelsesmæssigt er tale om en hybridgruppe, der i praksis omfatter tre forskellige stednavneendelser: ‑rum, ‑um (af hēm 'hjem') og ‑um (dativ pluralis). Især de to sidstnævnte typer kan være umådeligt svære at skelne fra hinanden, og forvekslingsmuligheden med den førstnævnte opstår, når forleddet i et ‑um-navn ender på -r-. Det betyder, så vidt vi tør fastslå, at mens Bjerrum ved Struer er af dativ-typen og Smørum (både -ovre og -nedre) ved Roskilde er en gammel -hēm, så tilhører Virum, Farum og Nærum gruppen af 'ægte' ‑rum-navne. Det samme gør Esrum.

Navne på -rum er måske ikke helt så gamle som dem på -hēm > ‑um, der kan dateres til jernalderen, men navnetypen som helhed kan med sikkerhed føres tilbage til vikingetiden, hvor vikingerne bragte den med sig til Danelagen i England. Tre af de fire nordsjællandske ‑rum-navne er belagt så tidligt som i 1100-tallet, så de må som minimum være fra den tidlige middelalder.

For Nærum menes forleddet i navnet at være det før-kristne gudenavn Njord (DS 25 s. 305), hvilket tyder på, at i hvert fald dette navn er dannet før kristendommens sejrsgang i Danmark i 900- og 1000-tallet. I middelalderens Danmark er navnetypen ikke mindst et østdansk fænomen, idet den udover de fire nævnte eksempler i Nordsjælland har været hyppig i det nordøstlige Skåne og Blekinge, og dertil kendes den i stort antal fra Sverige (SOL s. 260).

Ordet rum har som udgangspunkt betydet det samme som nu, altså noget med 'plads', men i stednavnemæssig sammenhæng menes betydningen at kunne præciseres til 'ryddet plads for bebyggelse', sigtende til at man forinden har ryddet et stykke skov eller overdrev med det formål at bygge nogle gårde eller en anden form for bebyggelse på stedet.

Bebyggelsespladsen ved... Es-?

Mens Nærum som sagt menes opkaldt efter den hedenske havgud Njord, så synes de øvrige danske -rum-lokaliteter navngivet efter noget mere fysisk karakteristisk ved det sted, hvor den ryddede bebyggelsesplads blev anlagt:

• Forleddet far i Farum er et gammeldansk substantiv med betydningen 'vej, overfartssted', sigtende til den smalle vejpassage mellem Farum Sø og Furesø (Hald 1965 s. 118; DaSt s. 75).
• Forleddet i Virum er sandsynligvis et gammeldansk substantiv wighi i betydningen 'forsvarsværk', der kan sigte til en forgænger for det nu ligeledes forsvundne Hjortholm Slot ved Furesø (DS 25 s. 243).
• Sanderum på Fyn menes som forled at indeholde betydningen 'sandjord' (DS 14 s. 60).
• Stangerum ved Randers indeholder substantivet stang, måske i betydningen 'grænsemærke' (DaSt s. 270).
• Alrum i Vestjylland og Linderum i Vendsyssel menes sammensat med træbetegnelserne al ('elletræ') og lind (DS 17 s. 458; DaSt s. 182).

Samlet synes der for disse navne således at være tale om "bebyggelsespladsen ved vejen", "..ved forsvarsværket", "..ved sandjorden", "..ved stængerne/grænsemærkerne", "..ved elletræerne" og "..ved lindetræerne".

På Læsø findes adskillige -rum-navne, heraf to middelalderlige bebyggelser Byrum og Børum, hvor betydningen af den første snarest er "bebyggelsespladsen for gårdene" og for den sidste "bebyggelsespladsen med/ved indhegningen" (DS 27 s. 52-53 og 86-87).

Men hvad ligger bebyggelsespladsen i Esrum så ved, som er specielt karakteristisk? Den ligger ved Esrum Sø. Man kunne jo så have valgt bare at kalde bebyggelsespladsen *Sørum, men den store sø var så betydningsfuld, at den havde sit eget navn, og det var dette navn, pladsen blev opkaldt efter.

Søen kan i sagens natur ikke have heddet Esrum Sø førend den hosliggende bebyggelse Esrum opstod og fik sit navn. Sådanne gamle vanddragsnavne kendes ofte kun indirekte gennem opkaldelser i andre stednavne, men i dette tilfælde fremgår søens oprindelige navn faktisk af en kildeomtale i 1585, hvor den benævnes Esse Sø. Selvom sønavnet allerede i 1600-tallet blev omdannet til den sekundært afledte form Esrum Sø, så kaldtes den ifølge Stednavnearkivets udtaleoptegnelser fra 1920'erne endnu da for noget i retning af [essə sjø]. Sønavnets efterled sø er utvivlsomt en såkaldt epeksegetisk tilføjelse, der i yngre tid er kommet til for at understrege lokalitetens art, mens søens oprindelige navn skal findes i den første del af navnet Esse – samt i forleddet til bebyggelsesnavnet Esrum.

Søen Æsi

Alt dette stod allerede klart for stednavneforskerne for knap 100 år siden, da navnet Esrum fik sin første videnskabelige behandling i forbindelse med redaktionen af Danmarks Stednavne 2: Frederiksborg Amts Stednavne (DS 2), der blev udgivet i 1929.

Redaktionen af DS 2, der bl.a. talte en ung Kristian Hald, nåede frem til, at der måtte være tale om et oprindeligt sønavn Æsi, som snarest kunne forklares som en såkaldt -ia-afledning af substantivet ås 'langstrakt bakke(drag)'. Når et ord med en vokal -å- sættes i en -ia-afledning, vil vokalen i gammeldansk typisk ændres til -æ-, således at f.eks. ås + ia bliver til æsia. Selve afledningen bærer ikke nogen eksplicit betydning i sig selv, men i en stednavnemæssig sammenhæng vil det her betyde "stedet med den/de langstrakte bakke/bakker". Redaktionen foreslog, at navnet kunnet sigte til bakken Høbjerg og dens nabobakker i området mellem Esrumgård, Plejelt og Harreshøj (DS 2 s. 72).

Da Kristian Hald en generation senere var at regne for landets førende stednavneforskere, var han stadig af samme mening om Esrum, og gentog denne tolkning i en forkortet udgave i grundværket Vore Stednavne fra 1950 (s. 153). Men i andenudgaven af samme værk fra 1965 havde Hald ændret mening. Uden i øvrigt at omtale den gamle tolkning forklarede han nu sønavnet som afledt af et gammeldansk verbum beslægtet med det norske udsagnsord esja 'gære, svulme op', således at sønavnet er at forstå som "den (dvs. søen) der svulmer op og går over sine bredder" (s. 118–119).

Denne forklaring er siden blevet konfirmeret af sønavnespecialisten John Kousgård Sørensen i Danske Sø og Ånavne (bd. 7 s. 385-387) fra 1989 og er senest fastholdt af Bent Jørgensen i Danske stednavne (DaSt s. 73) fra 2008. Man kan dermed sige, at Esrum er et meget tidligt stednavnemæssigt belæg på vejrafledte udfordringer med oversvømmelser, der som bekendt også præger nutidens dagsorden.

Opsummeret kan således konkluderes, at navnene på søen og bebyggelsen er nært knyttet sammen, idet søens oprindelige navn Æsi er ældst, hvorefter følger bebyggelsesnavnet Esrum "bebyggelsespladsen ved (søen) Æsi", fulgt af det moderne navn Esrum Sø "søen ved (bebyggelsen) Esrum".

Esrum eller Esrom?

Så langt så godt. Men dermed er sagen alligevel ikke helt afsluttet. Bebyggelsen, der blev anlagt på pladsen ved Esrum Sø, var ikke en helt almindelig bebyggelse. Det var et kloster.

Det præcise tidspunkt og de nærmere omstændigheder omkring Esrum Klosters begyndelse har været et emne for betydelig diskussion blandt forskerne, men de fleste synes i dag enige om, at der i første omgang blev oprettet et benediktinsk munkekloster på stedet i 1140'erne, der omkring 1151 blev omdannet til et cistercienserkloster, som hvilket det fortsatte middelalderen ud (McGuire 1997 s. 22-23).

Forud for dette, beretter stiftelsesbrevene, var der tale om et område, som kongen Erik Lam (der regerede 1137–1146) havde overdraget til ærkebiskop Eskil af Lund, der gav det videre til en klosterstiftelse.

Esrum Kloster vides at have taget livet af ganske mange landsbyer i områderne omkring Gribskov, som blev nedlagt efterhånden som de kom i klosterets besiddelse (Kramer 2015 s. 86 ff.), men der er ingen melding om, at dette også gælder for selve klostertomten. Så så vidt vides, er Esrum Kloster den første bebyggelse på "bebyggelsespladsen ved søen Æsi". Hvilket også betyder, at bebyggelsesnavnet muligvis kan være dannet af de første munke.

Denne monastiske forbindelse har måske betydning for et særligt kuriosum ved navnet Esrum, som flere med tilknytning til stedet (eller stedets historie) stædigt fastholder bør staves Esrom. Også selvom Stednavneudvalget allerede i 1920 autoriserede staveformen med -u- som den herefter eneste officielt gyldige måde at skrive navnet på.

Nu skal det straks anføres, at retskrivning af danske stednavne før 1920 var et betydeligt mere liberalt anliggende end senere hen, idet man i ældre dansk ikke tog det præcise valg af bogstaver i stavningen af egennavne så nøje, så længe navnet ellers var til at genkende. Og for både Nærum, Farum og Virum kan der da også findes adskillige middelalderlige eksempler på, at navnenes sidste del er blevet stavet med -o-, uden at det har foranlediget nogen senere diskussion.

Men det skal også indrømmes, at situationen er lidt anderledes med Esrum, hvor det er langt de fleste middelalderlige staveformer, der er med -o-, mens formerne med -u- dominerer i de øvrige navne. Så er Esrum alligevel slet ikke noget ægte -rum-navn?

Esrum/Esrom som cisterciensisk dobbeltnavn?

I 1985 lancerede Niels Hastrup en alternativ tolkning herom i en artikel i Danske Studier. Han foreslog, at et bibelsk stednavn Esrom, der optræder to steder i Josvas Bog (15,3 og 15,25, i den nuværende oversættelse gengivet som Hesron), kunne have dannet inspiration for en klosterlig navngivning af stedet.

Og som han rigtigt påpegede, har ikke mindst Cistercienserordenen haft tradition for at indføre særlige, religiøse navne på latin for flere af deres klostre i Danmark (Wohlert 1974). Det gælder således klosteret i hallandske Ås, der blev kaldt Asylum ('tilflugtssted'); Øm, der blev til Cara Insula ('den kære ø'); Holme, Insula Dei ('Guds ø'); Løgum, Locus Dei ('Guds sted'); Guldholm, Aurea Insula ('den gyldne ø'); Ryd, Rus Regis ('kongens gods'); Tvis, Tuta Vallis ('den sikre dal'); og Vitskøl, Vitae Scola ('livets skole').

Som det fremgår, ligger de poetisk-religiøse klosternavne tæt op ad deres mere profane, danske udgangspunkter, og de synes generelt at spille på et enten betydningsmæssigt eller udtalemæssigt overlap. Det var i øvrigt ikke sådan, at de indførte latinske klosternavne erstattede de danske, de supplerede blot hinanden som en slags dobbeltnavne.

Hvis man opfatter Esrum eller snarere Esrom som en del af dette klosternavnefænomen, vil det, mente Hastrup, forklare navnets ellers underlige staveform med -o-.

Det kan nævnes, at da Hastrup udgav sin hypotese i 1985, var historikerne af den opfattelse, at Esrum Kloster helt fra sin begyndelse havde været cisterciensisk, men selvom senere forskning nu antager at klosteret havde en kortvarig benediktinsk indledning, rykker det i sig selv ikke afgørende ved grundlaget, idet andre klosterordener vides at have gjort det samme, om end i mere begrænset omfang. Det bedste kendte eksempel herpå er det augustinsk-viktorinske Æbelholt Kloster, der af sin stiftende abbed Vilhelm yndedes omtalt som Paraclitus ('helligånden'), og også det benediktinske Voer Kloster i Midtjylland havde et supplerende navn Oratorium ('bedehus').

Det var navneforskeren John Kousgård Sørensen, der fik loddet på sit fags vegne at respondere på Hastrups forslag. Han erkendte, at den antalsmæssigt dominerende -o-form udgjorde et sprogligt forklaringsproblem, og Kristian Halds bestræbelser på at forklare en lydmæssig udvikling u > o (Hald 1960 s. 153) er ikke helt overbevisende for Esrum, når det drejer sig om så mange belæg. Kousgård Sørensen mente dog alligevel at kunne afvise Hastrups tolkning som uforenelig med belægsrækken i sin helhed, men indrømmede hypotesen den mulighed, at det meget vel netop kunne være pavekirkens og Cistercienserordenens kendskab til det bibelske Esrom, der kan have foranlediget en anvendelse af staveformen med -o- i de overvejende latinske skriftbelæg fra middelalderen (DSÅ 7 s. 386-387).

Endelig bør det for god ordens skyld også påpeges, at det ikke var alle danske cistercienserklostre, der fik sådanne dobbeltnavne. Faktisk synes fænomenet i middelalderens Danmark afgrænset til Jylland, Fyn og Halland, mens ordenens ældste og førende klostre i Herrisvad (Skåne), Esrum og Sorø (begge Sjælland) kun kendes under hvert ét navn – med mindre man altså regner variationen Esrum/Esrom for et dobbeltnavn.

Johnny G.G. Jakobsen

Emner