Danby – grundlagt af bønder eller barbarer?

Og hvis navnet Danelagen ikke lige ringer en klokke, så har man måske især undret sig over, at noget så danskklingende som Danby kan have sneget sig ind i det nordengelske grevskab Yorkshire. Men det er egentlig ikke så underligt, hvis man synes, det lyder dansk, for det er faktisk et dansk navn, sammensat af det gamle nordiske ord Danir 'danernes' + det gammeldanske ord bý 'gård, landsby', og navnet er dokumenteret første gang helt tilbage i år 1086. 

Forleddets indbyggernavn, eller inkolentnavn med et fagudtryk, indikerer måske, at navnet tilhørte en isoleret bosættelse af medlemmer af én national gruppe i et område domineret af en anden gruppe. En ikke helt usandsynlig tolkning af et bebyggelsesnavn beliggende i det nordligste Yorkshire på Danelagens yderste grænse, hvor enten norske eller engelske landsbyer ikke har været fjerne naboer.

Under 'dansk lov'

For selvom det er en del af den danske børnelærdom, at vores land i gamle dage var befolket af stærke og stolte vikingekrigere, som drog på togt i England for at vinde hæder og rigdomme og udvide det danske kongerige, så udgjorde krigerne kun en lille del af den skandinaviske befolkning og var ikke de eneste, som drog væk hjemmefra for at finde lykken. De danske immigranter, som drog ud, bosatte sig hovedsageligt i den nordlige og nordøstlige del af England, særligt Yorkshire, og deraf fik området sit navn Danelagen, som betyder 'dansk lov'. De norske immigranter slog sig derimod ned i Skotland og på øgrupperne Shetland, Orkney og Hebriderne.

Den vikingetidige kolonisering af Yorkshire er rigt dokumenteret gennem både arkæologiske fund og i de lokale dialekter, men i særdeleshed skinner den danske tilstedeværelse igennem i det store og rigt varierede udvalg af skandinaviske stednavneelementer, hvor kombinationen af et skandinavisk for- og efterled er den mest hyppige sammensætning blandt grevskabets bebyggelsesnavne, og bý er den hyppigste endelse i det samlede yorkshireske bebyggelsesnavnekorpus.

Skandinavernes indtog på De Britiske Øer begyndte ifølge de engelske annaler i slutningen af 700-tallet og havde form af brutale vikingetogter. Mest kendt af dem alle er nok angrebet på klosteret på øen Lindisfarne i 793, hvorom man kan læse i Den Angelsaksiske Krønike, at "the woeful inroads of heathen men destroyed god's church in Lindisfarne island by fierce robbery and slaughter."

Angrebene var i starten sporadiske, men i løbet af det 9. århundrede tog de til og skiftede omkring år 860 karakter fra, at vikingerne slog til og stak af, til at de overvintrede i England for at undgå den lange og farefulde tur hjem til Skandinavien, når sommeren var ovre. Med tiden blev vinterlejrene til faste bosættelser, og i Den Angelsaksiske Krønike står under år 877, at Halfdan (leder af Den Store Hedenske Hær og søn af Regnar Lodbrog) "i dette år delte […] Northumbria, og de gav sig til at pløje og skaffe sig føden".

Stednavnene fortæller

Den danske ekspansion til De Britiske Øer foregik i en periode, hvor man i Danmark endnu ikke havde nogen tradition for litterær produktion, og derfor er de samtidige skriftlige kilder til perioden hovedsageligt nedskrevet af vikingernes fjender, de kristne. Overleveringer, som måske ikke altid har været fuldstændig objektive. Det begrænsede antal historiske kilder fra de tidlige faser af skandinavisk bosættelse i England gør, at vores viden om denne periode overvejende er baseret på andre typer sprogligt kildemateriale, heraf især bebyggelsesnavne fra det engelske stednavnekorpus med et eller flere skandinaviske stednavneelementer.

Langt størstedelen af det engelske stednavnekorpus findes tidligst dokumenteret i Vilhelm Erobrerens Jordebog, Domesday Book, som er en samling optegnelser over skatteopkrævning indsamlet i 1085-1086. Det gør jordebogen til en af de mest samtidige kilder til de skandinaviske navnedannelser, som både omfatter kombinationer af rent skandinaviske led og skandinaviske led i kombination med engelske, kontinentalgermanske eller, i få tilfælde, franske led. Og det er da også i Domesday Book, at man finder det første belæg for det yorkshireske Danby: Danebi.

Navnet Daneby fortæller en del af den danske kolonihistorie, men sjovt nok er navnet siden også kommet til at fortælle sin lille del af den britiske kolonihistorie: Da Nordamerika blev koloniseret af europæerne, tog britiske emigranter navnet med sig, og det findes nu også flere steder i USA, blandt andet som navn på mindre bebyggelser i staterne Vermont, New York og Californien.

Caroline Høglund Valentin Boolsen