Copenhagen

Det toleddede stednavn København kendes på dansk tilbage fra 1253 på formen Køpmannæhafn og betyder med stor sikkerhed "Købmændenes havn". Det er til gengæld mindre klart hvordan man på engelsk er endt med at kalde byen Copenhagen, og hvordan denne mærkelige form med g synes at gå igen på mange andre sprog.

Der er ikke i sig selv noget mærkeligt i at man 'oversætter' stednavne til sit eget sprog og danner det som i fagsproget hedder exonymer. På dansk har vi f.eks. exonymerne Rom for Roma, Prag for Praha og Bukarest for Bucuresti – ligesom næsten alle landenavne er 'oversat', f.eks. Italien for Italia.

Til gengæld er det mærkeligt at man på engelsk er endt med formen Copenhagen med g – i stedet for en form med v. I engelsk har man, sammen med ordene harbor og port, ordet haven for en havn, og ordet kendes helt tilbage fra oldengelsk. Derfor ville det være noget mere logisk hvis den engelske form af København f.eks. var Copenhaven, ligesom når den svenske form Köpenhamn indeholder det svenske hamn for havn.

Tyskerne kommer

Forklaringen skal sandsynligvis findes tilbage i højmiddelalderen hvor København begyndte at etablere sig som en betydelig handelsby. Dengang var det dominerende handelssprog i Nordeuropa nemlig ikke engelsk, men tysk. Og endda den særlige variant af tysk som kaldes nedertysk – en variant som taltes i de 'nedre' tyske områder, dvs. de lavtliggende områder ved udløbet af de store floder; det nuværende Holland, Flandern og Nordtyskland.

Hvis man ville være noget inden for international handel og skibsfart dengang, skulle man altså tale nedertysk. Og ligesom nedertysk i højmiddelalderen påvirkede dansk meget voldsomt – groft sagt består halvdelen af det moderne danske ordforråd af nedertyske ord – påvirkede nedertysk også engelsk meget betragteligt, bl.a. via hanseforbundets kontor Stahlhof / Steelyard i London.

På nedertysk har man ordet hagen som svarer til det moderne danske have. Hvordan en havn kan blive til en have, er ikke umiddelbart indlysende, men det bliver lidt tydeligere når man kigger på ordet haves oprindelige betydning "indhegnet, afgrænset stykke jord". Den oprindelige betydning af havn er tilsvarende "det som fatter el. griber om", og selvom der ikke som udgangspunkt er tale om samme ord, er de således betydningsmæssigt beslægtede.

De handlende i hav(n)en

Den første kendte form med g er en notits i Stralsunds Verfestungsbuch (DD, 3rk V 279), dateret til begyndelsen af 1350'erne. Her står, midt i en latinsk tekst, omtalt hvordan borgeren Køpeke Moltow fra Greifswald er blevet dømt fredløs i Copenhagen for at tilføje Mathias Bussecowen to sår.

Siden kender vi bl.a. formen Kovenhagen i et andet latinsksproget dokument fra 3. marts 1370 og formen Køpenhagen i et nedertysk-sproget dokument fra 1386 (DD 4rk. III 77) hvor Jesse Pedersen Friis erklærer at skylde Sorte Klaus, borger i København, 16 skilling grot:

Witlik sy alle den ghenen de dessen bref seen edder horen lesen Ik Iesse Pedersson deme heytet Vryeze bekenne vnd betüge openbar in dessem breüe dat ik schuldich bin/deme <w>ysen manne Swarte Clawese borgerre to Køpenhagen sestyn schillink grote dar de vorbenomede Clawes wl vor heft gedaen to miner nüge de ik em betalen schal to paschen an reden penningen vnd nicht anders vor totende. (...)

(Oversættelse: Det skal være vitterligt for alle dem, der ser eller hører dette brev læse. Jeg Jesse Pedersen, som man kalder Friis, erkender og bevidner åbent med dette brev, at jeg skylder den vise mand Sorte Klaus, borger i København, seksten skilling grot, for hvilke fornævnte Klaus har gjort mig hel fyldest, (og) som jeg skal betale ham til påske i rede penge og ikke ellers opsætte det).

En usystematisk udvikling

Efter hvad vi ved, er g-formen af København ikke udtryk for en systematisk lydudvikling i nedertysk, men udviklingen har dog sine paralleller. Simrishamn i Skåne skrives f.eks. Somershaghene i 1377, og nedertysk har navneformer som Pagel for Poul (af latinsk Paulus) og Klages for Claus (af græsk Nicolaus). Udviklingen fra København til Kopenhagen kan også være støttet af de mange nedertyske stednavne, specielt på havnebyer i Mecklenburg, som ender på -hagen, f.eks. Klockenhagen, Mönchhagen, Reppenhagen og Stavenhagen. I nederlandsk sammenhæng kender man bl.a. Den Haag, regeringsbyen i Holland.

Men hvor usystematisk udviklingen end har været, kan vi i hvert fald konstatere at formen bredte sig til engelsk – og velsagtens samtidig til andre europæiske sprog hvor København blev til exonymer som f.eks. Copenhague (fransk/spansk), Copenaghen (italiensk), Kopenhaga (polsk) og Koppenhága (ungarsk).