1. november 2021

Kollafjørður og Collafirth – ét navn, mange byer

Månedens navn

Langt ude i Nordatlanten ligger to grønne øgrupper: Shetlandsøerne, som i dag er en del af Storbritannien, og Færøerne, der som bekendt er en del af det danske rigsfællesskab. Under overfladen har de mere tilfælles, end man måske først skulle tro.

Øernes placering
Færøerne og Shetlandsøerne ligger ikke langt fra hinanden og ligner på mange måder hinanden, men har siden slutningen af middelalderen haft forskellige nationale tilknytninger.

Selvom der på Shetlandsøerne findes spor efter beboelse, som går hele 5.000 år tilbage, så er det bosættelsen af skandinaver i 700-tallet, som fik afgørende betydning for øernes senere historie – særligt afspejlet i sprog og stednavne. Fra år 875 hørte Shetlandsøerne, dengang kaldet Hjaltland, under Norge som et jarldømme. De fik, ligesom resten af Norge, fælles konge med Danmark i 1380, hvor Håkon 6. døde, og hans søn med Margrethe 1., Oluf, blev konge over både Norge og Danmark.

I 1469 blev øgruppen pantsat som sikkerhed for medgiften ved brylluppet mellem Christian 1.s datter Margrethe og den senere skotske konge, Jakob 3. Men Danmark indfriede aldrig pantet og afstod til sidst endegyldigt Shetlandsøerne til Skotland i 1590. Siden den engelsk-skotske union blev etableret i 1707, har øgruppen således været en del af Det Forenede Kongerige (UK).

På Færøerne vidner de ældste arkæologiske fund om fast bosættelse fra anden halvdel af 800-tallet – formodentlig en koloni af vestnorske bosættere, som fortrængte de irske munke, der som de første kom til Færøerne omkring 600-tallet. Ligesom Shetlandsøerne hørte Færøerne under Norge frem til 1380, hvor de ligeledes fik fælles konge med Danmark. Dermed har Færøerne både sprogligt og kulturelt været en del af det skandinaviske fællesskab i omkring 1.200 år, på trods af den ensomme nordatlantiske beliggenhed, mens Shetlandsøernes skandinaviske indflydelse var begrænset til omkring 1.000 år.

Skæbne- og navnefællesskab

Vikingetidens rejselystne skandinaver fik altså sat deres præg på begge øgrupper. Færøerne har stadig i dag et altovervejende nordisk præg, og på Shetlandsøerne kan man, trods mere end 300 år under britisk herredømme, stadig finde et stærkt nordisk præg i både sprog, kultur og stednavne. Og netop i den nordiske indflydelse på øernes stednavnekorpus ser man tydeligt, at det er mere end bare den ensomme placering i Nordatlanten, som forbinder de to øgrupper. Der er et historisk skæbnefællesskab, som særligt træder frem i de stednavne, som går igen på tværs af både tidligere og nuværende nordiske områder – i både form og betydning.

Således finder man eksempelvis på den færøske ø Streymoy en bygd ved navn Kollafjørður, mens en anglificeret variant af samme stednavn findes flere steder på Shetlandsøerne i formen Collafirth.

Det tidligste belæg for færøske Kollafjørður findes sammen med 33 andre bygder i Hundabrævið (Hundebrevet), skrevet mellem 1350 og 1400, i formen kola firdi. Mens navnet sagtens kan være betydeligt ældre, så findes det altså ikke belagt i nogen af de to tidligste kilder til Færøernes historie, Seyðabrævið (Fårebrevet) fra 1298 eller Føroyinga søga (Færingesaga), som blev nedskrevet på Island i 1200-tallet.

Det shetlandske Collafirth kan først stedfæstes lidt senere, i 1507 på halvøen Northmaven i formen Collofyrtht (hvor navnet også findes i reciprokerede udgaver som North Collafirth og South Collafirth), og i 1576-1716 i Delting-området i formen Colafirth.

Bygden ved fjorden ved toppene

De to færøske sprogforskere Jakob Jakobsen og Eivind Weyhe tolker begge det færøske bygdenavn Kollafjørður som 'de kullede/rundede fjeldtoppe ved fjorden'. Forleddet er genitiv flertal af substantivet kollur, i oldnordisk form kollr 'rundtoppet; med rund top', og efterleddet er substantivet fjørður 'fjord'. Begge anser det som indlysende, at bygdenavnet oprindeligt var navnet på fjorden, et navn som altså snarest må tolkes som 'fjorden ved de kullede/rundede fjeldtoppe'.

Bygd, fjord og omgivelser
Bygden Kollafjørður set fra fjeldplateauet Sornfelli, omgivet af fjord og fjeldtoppe. Billede fra Wikipedia

På Shetlandsøerne har Jakob Jakobsen på samme vis tolket forleddet i Collafirth som 'a hill with round top, properly the upper rounding of the head', mens den shetlandsk-skotske navneforsker John Stewart ligeledes, men mere ordknapt, tolker forleddet i Collafirth som 'round hill'. Efterleddets betydning tolkes også af Jakob Jakobsen som ‘a firth, bay' ('fjord' på engelsk). Almindeligvis er den ældre nordiske form fjǫrðr i shetlandske navne med tiden altså blevet afløst af den engelske form med samme betydning: firth 'a narrow inlet of the sea, an estuary'.

Collafirth
Collafirth ved Delting på Shetlandsøerne. Billede fra Wikimedia Commons

Mange nordiske kolde

Der kan altså ikke være tvivl om, at de skandinaviske søfarere ikke bare har flyttet mennesker og rigdomme med sig, men også har flyttet både sprog og kultur – og heriblandt navne og navneskikke – med sig imellem de forskellige lande og områder, som de bosatte sig i. De har på den måde sat et aftryk, som vi stadig tydeligt kan se den dag i dag, selvom områderne i mellemtiden har skiftet nationalt tilhørsforhold flere gange. Retter man blikket videre ud i det nordiske område, finder man også på Island en version af Kollafjørður/Collafirth i formen Kollafjörður med samme naturhenvisende tolkning, mens der i Danmark findes flere eksempler på at det gamle substantiv kold 'rund høj' bruges som forled i stednavne, blandt andet i Kollerød og Kollerup.

Især er stednavnet Kollerup hyppigt forekommende i Danmark, men i ét af tilfældene opstiller Bent Jørgensen i Danske stednavne to muligheder for tolkningen af forleddet: enten svarende til de færøske og shetlandske af substantivet kold '(indre) rund høj' eller den afvigende version af det gammeldanske mandsnavn Kolli. Pudsigt nok nævner Jakob Jakobsen ligeledes muligheden for at tolke forleddet som et mandsnavn i det færøske Kollafjørður, da der er bevaret et sagn om en mand ved navn Kolli, som eftersigende skulle have grundlagt bygden engang i oldtiden.

Caroline Høglund Valentin Boolsen