Brattahlíð eller Qassiarsuk – mellem kolonialisme og turisme

Korttjenesten bliver brugt af over en milliard mennesker verden over. Selvom brugen af norrøne stednavne i Grønland er begrænset, er det alligevel interessant, at bygden Qassiarsuk i Sydgrønland optræder som Brattahlíð i Google Maps, og at fjorden Tunulliarfik kun er benævnt Eriksfjord. Derudover er der ved nærmere eftersyn af Googles kort over Grønland flere andre stednavne, som er "oversat" til dansk. Men mere om det senere…

Det grønlandske stednavn Qassiarsuk er i dag det officielle og autoriserede navn for bygden. Under den dansk-norske kolonitid i Grønland (1721-1953) benyttede koloniadministrationen sig af mange stednavne af forskellig oprindelse. Dette var navne af hollandsk, engelsk og grønlandsk (inuitisk) oprindelse, som man enten havde fra eksisterende kortmateriale eller den lokale inuitbefolkning. De kendte norrøne navne, som man vidste havde været brugt i Grønland, kunne ikke lokaliseres præcist, og foruden Grønland blev ingen stednavne af norrøn oprindelse benyttet af koloniadministrationen.

Så historisk set har bygdens navn, Qassiarsuk, været brugt både af den grønlandske befolkning såvel som den dansk-norske koloniadministration. Det samme er tilfældet med mange andre stednavne af grønlandsk oprindelse i Grønland. Navnet Brattahlíð har altså ikke været benyttet aktivt om stedet, siden Nordboerne forlod Grønland. Stedets betydning for nordbohistorien er uomtvistelig vigtig. Det var her, Erik den Røde, som betragtes som initiativtager til bosættelsen i Grønland, slog sig ned med sin kone Tjodhild og deres søn Leif den Lykkelige i slutningen af 900-tallet.

Ligesom Brattahlíð er Qassiarsuk et beskrivende stednavn. Hvor Brattahlíð beskriver omgivelserne på land og betyder "den bratte skråning", beskriver Qassiarsuk søsiden og betyder "den lille, runde bugt".

Google Maps og virkeligheden

Google Maps er et kort- og navigationsprogram, som trækker på data fra officielle institutioner, men også fra programmets brugere. Deres datasæt er enormt og må givet vis blive opdateret hele tiden for at have alle detaljer på plads. Her kan man finde information om restauranter, museer, butikker og sågar trafikinformation.

Man kan sige, at det er et kort, der i realtid forsøger af gengive virkeligheden så præcist som muligt. Og ofte lykkes det godt for programmet. Netop derfor er det særligt interessant, når informationen ikke stemmer overens med virkeligheden, især når det er navnet på en by, et fjeld eller en ø, altså steder, som ikke ofte ændrer navn, som pludselig optræder med et forældet eller uofficielt navn.

Google, som står bag Google Maps, er en privat virksomhed og er derfor ikke forpligtet til at videregive statsautoriserede stednavne korrekt, men i forhold til mængden af brugere verden over, samt den troværdighed, siden derfor må anses for at tillægges af samme, er det ærgerligt, at korrekt information ikke fremgår tydeligere på kortet.

I Google Maps kan man klikke på alle navne og få yderligere detaljer om stedet. Det er først, når man klikker på navnet Brattahlíð i Google Maps, at det bliver præciseret, at bygden også hedder Qassiarsuk. Eller rettere, at den rent faktisk hedder Qassiarsuk. Det samme gør sig til gengæld ikke gældende med fjorden, som Qassiarsuk ligger i, Tunulliarfik. Det er muligt at skrive Tunulliarfik i søgefeltet, men man bliver vist hen til Eriksfjord, som ganske rigtigt er placeret samme sted som Tunulliarfik.

På jagt efter Nordboerne

Nordboernes tilstedeværelse var kilde til konstant fascination og interesse for den dansk-norske koloniadministration i Grønland. Motivationen og argumenterne for Hans Egedes missionsrejse til Grønland nævnte også nordboerne. Sidst de havde givet livstegn fra sig, tilhørte de den katolske tro, og derfor havde de naturligvis også brug for en reformation.

Koloniadministrationen i Grønland udviste igennem hele den koloniale periode interesse for at finde ud af, hvad der var blevet af Nordboerne, og hvor de befandt sig. Flere missioner blev sat i værk for at finde efterkommere af Nordboerne, men uden held. Til gengæld fandt man ruiner i Nuukfjorden og særligt i Sydgrønland, og med tiden blev det klart, at Nordboerne ikke længere var i Grønland; kun tomterne stod tilbage.

En af de første forslag om, at nordboernes Østerbygd kunne være lig med de ruinfund, der blev gjort i Sydgrønland, blev fremlagt af Henrich Peter von Eggers i 1793, men alligevel var det først i 1880'erne – da det første gang lykkedes en dansk-ledet ekspedition at nå Østgrønland – at det stod definitivt klart, at der hverken var efterkommere eller nordboruiner at finde der, og at Østerbygden derfor måtte være lig med de mange ruinfund, der var gjort i Sydgrønland.

De første egentlige videnskabelige undersøgelser af ruinerne og de gamle bosættelser blev gjort i 1830'erne, og i 1878, da Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland blev oprettet, blev registreringen og udgravning et statsanliggende. Med de mange udgravninger og undersøgelser af området var det nærliggende at sammenligne nedskrevet kildemateriale og de arkæologiske fund for at se, om sidstnævnte kunne stadfæste de stednavne, som var overleveret i de skriftlige kilder.

De overlevede norrøne stednavne kendes fra håndskrifter, der er dateret fra perioden cirka 1150-1600 og er af mere eller mindre troværdig karakter, i hvert fald hvad stednavnene angår. Håndskrifterne indeholder intet kortmateriale, så alle forsøg på identifikation af steder må altså baseres på de beskrivelser, der hører til stednavnene.

Mange navne er kun nævnt i enkelte håndskrifter, men så er der et navn som Eiríksfjoðr (Eriksfjord), der som det eneste er nævnt i alle væsentlige kilder til nordbotiden i Grønland. Navnlig i Grænlendinga Saga, Fóstbræðra Saga, Grænlendinga Þáttr, Eiríks Saga Rauða og Flóamanna Saga, Íslendingabók, Landnámabók, Flateyjarbók, Ivar Bårdsons Grønlandsbeskrivelse, Björn Jónssons Grænlandsannáll og Arngrímur Jónssons Gronlandia. Brattahlíð er nævnt i alle ovenstående på nær Íslendingabók og Björn Jónssons Grænlandsannáll. Der kan altså ikke være nogen tvivl om, at det var bemærkelsesværdige steder – om ikke andet så for den historiske betydning som Erik den Rødes hjem.

Garðar, Grønlands bispesæde, viste sig let at identificere, for her udgravede man nemlig i 1926 en bispegrav. Garðar lå der, hvor bygden Igaliku er i dag. Herefter kunne fjorden, som Garðar var placeret i, identificeres som Einarsfjord. I dag er der bred enighed om, at Brattahlíð lå der, hvor Qassiarsuk ligger i dag. Det samme gælder for Eriksfjord, som i dag hedder Tunulliarfik.

Græsningssteder, ruiner og kirker 

For at forbinde de norrøne navne til eksisterende steder tog arkæologerne udgangspunkt i de kirkeruiner, der blev udgravet. Som nævnt ovenfor kunne Garðar lokaliseres sikkert på baggrund af en bispegrav. Så let var det ikke at identificere andre kirkeruiner. For det første er der overlevet 12 navne på kirker, men der er fundet flere gårdruiner med kirker tilknyttet end de 12. Dog blev de ruiner, der blev fundet i Qassiarsuk, tidligt forbundet med Brattahlíð, måske på grund af stedets placering nord for Garðar. Fra kilderne viste man nemlig, at Brattahlíð og Eriksfjord ville ligge nord for Garðar og Einarsfjord.

Arkæologen Poul Nørlund opsatte i 1934 tre kriterier, der skulle opfyldes for at identificere Brattahlíð: Der skulle være gode landbrugsforhold eller græsningssteder, der måtte være mange ruiner, og der skulle være en kirke tilknyttet. Alle tre kriterier passede ved Qassiarsuk, og sammenlagt med beskrivelserne fra håndskrifterne blev dette sted af mange undersøgelser identificeret som Brattahlíð.

Alligevel har der omkring årtusindskiftet været stillet forslag om, at Brattahlíð skulle findes længere inde i Tunulliarfik og altså være lig med en ruingruppe fundet i bunden af fjorden ved Qinngua. Dette er dog blevet modbevist af arkæologen Jette Arneborg, der særligt lægger vægt på, at den type kirke, der er blevet udgravet i Qinngua, med højeste sandsynlighed er af væsentlig yngre stil end den, der er beskrevet i Brattahlíð.

Hellere de norrøne navne

Som tidligere nævnt var Qassiarsuk og Tunulliarfik navne, som koloniadministrationen også selv brugte. Der er mange eksempler på, at koloniadministrationen har brugt stednavne, som var givet til en lokalitet, inden den dansk-norske kolonisering af Grønland begyndte. Derfor er der ikke langt til tanken om, at koloniadministrationen ikke ville have tøvet med at benytte de norrøne stednavne, havde de været til at identificere.

Faktisk nåede nogle af de norrøne stednavne at blive autoriseret af den danske stat, men først i 1900-tallet og på baggrund af de arkæologiske udredninger, som fandt sted i begyndelsen af samme århundrede. For eksempel blev netop Brattahlíð, men også tidligere nævnte Garðar (Igaliku), Vargar (Narsaq), Hvalsey Kirkeruin (Qaqortukulooq) og Vatnaverfi (som ikke har et grønlandsk navn) autoriserede.

Dette er i sig selv interessant, eftersom det ikke definitivt kan konkluderes, at lokaliseringerne af de norrøne navne er korrekt, selvom de udgør de bedste faglige skøn.

At myndighederne valgte at autorisere disse navne, er nok et godt eksempel på, hvor vigtig en del af kolonimagtens historie, nordbotiden blev tillagt. Kunne man med navne stedfæste de vigtigste nordbobosættelser og fjorde, kunne man cementere middelalderrelationen til Grønland og måske endda understrege legitimiteten ved tilstedeværelsen i Grønland.

Brugen af de norrøne navne vandt dog aldrig hævd, men på grund af autorisationen har navnene figureret i officielle datasæt, og det kan have haft indflydelse på, hvilke stednavne Google Maps bruger. Brugen af de norrøne navne ligger derfor også i forlængelse af brugen af andre forældede stednavne af dansk oprindelse i Google Maps.

På den måde ser det ud til, at Google Maps, når det er indstillet til dansk (men også svensk, norsk, islandsk og flere særligt europæiske sprog), reproducerer den koloniale toponymi i Grønland.

Da Google Maps ikke tilbyder at benytte siden på grønlandsk, er de grønlandske brugere nødt til at vælge et andet sprog. For den mest præcise stednavnebrug med officielle navne må det siges at være engelsk. Grønlændere, som taler dansk, eller danskere i Grønland, kan bruge Google Maps på dansk, men hvis de gør, bliver de uden filter udsat for et miskmask af dansk og grønlandsk og i nogle tilfælde navne, som ikke findes andre steder end i Google Maps.

For eksempel navnet Jakraviyk, som ligner et forsøg på at skrive et grønlandsk navn. Sammenlignes stedet med Det Grønlandske Stednavnenævns kort over autoriserede stednavne, findes der intet navn, der ligner. På Google Maps ser det ud til, at det er navnet på en halvø, men samme halvø hedder Kangaarsuutaa på kortet over autoriserede stednavne. Med lidt god vilje kunne Jakraviyk måske være en ikke-grønlandskkyndig persons forsøg på at skrive Ikkarluk, som er navnet på et skær lige ud for halvøen. Men det må siges at være noget af en tilsnigelse.

Nu kun autorisation af grønlandske former

Også andre stednavne har Google Maps "oversat" til de danske brugere. Det gælder for eksempel Frederikshåb (Paamiut), Sadelø (Sermitsiaq), Sukkertoppen (Maniitsoq), Sønder Strømfjord (Kangerlussuaq) og mange flere. Alle er navne, der på et tidspunkt har været autoriserede stednavne i Grønland, men ikke har været autoriserede i Grønland siden 1996, hvor den såkaldte enkeltautorisation blev indført. Enkeltautorisationen betød, at steder med flere navne på forskellige sprog skulle autoriseres kun med det grønlandske navn, hvis sådan et findes.

De danske myndigheder er forpligtede til at benytte de autoriserede grønlandske navne på alle officielle kort og dokumenter, men alle andre, herunder private virksomheder som Google, kan i princippet bruge de stednavne, de vil. Google Maps skriver selv, at det er vigtigt for dem, at deres kort forholder sig til den virkelige verden. Grønland er måske ikke den største spiller på kortet indbyggermæssigt, og derfor måske heller ikke første prioritet i forhold til opdateringer. Ikke desto mindre er det værd at notere, at mange af de data, som Google Maps bruger til at beskrive Grønland, er forældede. Det vil være svært for Google Maps at undskylde sig med, at autorisationer og officielle navne skifter og tager tid at få på plads, for Google Maps blev lanceret i 2004, altså adskillige år efter Grønlands Stednavnenævns bestemmelse om enkeltautorisation og altså afskaffelsen af brugen af stednavne af anden oprindelse end grønlandsk.

Interessant nok, finder vi også et eksempel på det modsatte. Google Maps viser nemlig Narsarmijit, som blev autoriseret af det grønlandske stednavnenævn i 2018. Til gengæld findes Narsarmijit ikke i Det Grønlandske Stednavnenævns egen kortdatabase. Her er autorisationen ikke rettet, og stedet findes under det gamle navn, dog stadig af grønlandsk oprindelse, Narsaq Kujalleq. Altså er der ikke tale om, at Google Maps blot bruger gamle, uopdaterede betegnelser til alle grønlandske stednavne.

Hjælp til turisterne

Hvorfor optræder Qassiarsuk og Tunulliarfik så under navnene Brattahlíð og Eriksfjord? Et bud kunne være, at det handler om turisme. Begge steder forbindes tæt med Nordboerne: Brattahlíð betragtes som tidligere beskrevet som det første sted, hvor de landede i Grønland med Erik den Røde og hans søn Leif den Lykkelige i front.

I bygden Qassiarsuk er kirken fra nordbotiden rekonstrueret (Visit Greenland reklamerer endda med, at det er den første kirke på det nordamerikanske kontinent), og der er også opsat en statue af Leif den Lykkelige. Hotellet og cafeen er opkaldt efter de første bosættere på stedet, nemlig Leif Erikson Hostel og Café Thorhildur.

Desuden blev flere steder i Sydgrønland optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2017 under navnet Kujataa og dækker over et kulturlandskab, som er skabt af landbrug og har fokus på inuits landbrug i området, men også i særlig grad Nordboernes dyrkning af landet og bosættelse i området. Eftersom stederne kan have stor interesse for kulturarvsturister, har man måske valgt at betegne dem med de norrøne navne som en slags service.

Ivalu Lidsmoes

Emner