Basse

Billede fra runer.ku.dk

Langt de fleste danskere har hørt om de to runesten i Jelling som er rejst af henholdsvis Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand. Kun få kender til den tredje runesten fundet i Jelling. Den er på sin vis heller ikke helt så spændende som de to andre, men den er alligevel noget særligt fordi indskriften indeholder det ældste kendte belæg på mandsnavnet Basse.

Personnavnet Basse er identisk med substantivet basse og er som sådan et tilnavn. Ordet basse betegnede i ældre dansk specifikt en vildsvineorne, sådan som vi i dag kender det fra ordene grisebasse og vildbasse. Det kan umiddelbart synes lidet flatterende at blive kaldt Basse, fordi ordet siden er brugt nedsættende eller spøgende om væmmelige insekter og utiltalende mandspersoner (jf. ord som bulderbasse, spradebasse og knurrebasse), men sådan har det ikke været dengang vikingen Basse fik sit navn. Han blev på en eller anden vis positivt forbundet med vildsvinet – måske forstået som symbolet på en god kriger.

At tilnavnet Basse heller ikke i middelalderen blev opfattet som nedsættende, vidner navnets brug som fast adeligt slægtsnavn om. En sjællandsk adelsslægt som førte et afhugget vildsvinehoved i sit våbenmærke, kaldte sig netop Basse. Efter samme mønster blev adelige slægtsnavne som Oxe (okse), Marsvin (hval) og Brok (grævling) dannet. Samtidig kan man notere sig at også ordene gris og galt var i brug som adelige slægtsnavne. Navne som nok ville vække opsigt i dag.

Runeindskriften i Jelling

Runestenen, som kan ses i databasen Danske Runeindskrifter, er desværre fragmenteret i en sådan grad at det også er gået ud over indskriften. På trods af skaden kan formlen Basi gærþi kumbl (Basse gjorde kuml) dog udlæses ganske sikkert, og runestenen kan dateres til slutningen af yngre vikingetid eller ca. 900-1020. 

Navnet kan med latinske bogstaver gengives som basi og tager sig således ud med runer:

I nutidens lys synes formen at mangle et s, men det er et af runeskriftens særlige træk at man ikke skriver to ens runetegn efter hinanden.

Formlen gjorde kuml, som fortæller at det er den nævnte person der rejste stenen, er et tegn på at Basse havde høj social status, men intet tyder i øvrigt på at tilnavnet havde nogen videre udbredelse i vikingetiden. Man finder ikke eksempler blandt vikingetidens stednavnetyper på at mandsnavnet Basse indgår som forled, og faktisk er der heller ikke sikre eksempler blandt de middelalderlige stednavnetyper. Nogle kan indeholde mandsnavnet – men lige så godt eller måske snarest substantivet, altså vildsvineornen. Det gælder fx Barsbøl nord for Mariager Fjord og Bassebæk Mølle (oprindeligt Bassebjerg Mølle) i Karlebo sogn ved Hillerød.

Runerne fra Stoby Kirke

En sen runeindskrift i Stoby Kirke i Skåne, kradset ind i væggens kalkpuds, vidner imidlertid om at mandsnavnet fortsat har været i brug i middelalderen. Her er navnets runeform bassæ, med markering af svækket udlydsvokal og dobbeltskrevet s efter latinsk skrivemønster:

Da indskriften findes i en kirke og kan dateres til middelalderen, kan man tænke sig at navnet tilhørte en gejstlig af lavere rang. Også flere 1400-tals-dokumenter vidner om brugen af Basse som mandsnavn i middelalderen; således omtales i et dokument fra 1434 bonden Basse Pederß, mens en Basse Humlemester er nævnt i et dokument fra 1470.

Indskriften fra Stoby Kirke, navnet er optegnet med rødt på billedet. Runetegnene for a og s er bundet sammen i en såkaldt binderune.