Asger

Drengenavnet Asger har rødder mere end 1.000 år tilbage i tiden og kan som sådan betragtes som et gammelt nordisk navn. Selve formen Asger er dog en moderne rekonstruktion. Det vender vi tilbage til.

Billede fra runer.ku.dk

En viking skrev engang i årene omkring år 1000 sit navn med runer på en sten ved Århus, og stenen står nu på Moesgård Museum – se billedet til højre. Stenen er brækket over, men ifølge databasen Danske Runeindskrifter kan den bevarede del af indskriften læses som:

: ąskaiR : biar... | : s-a-naR : þ(a)... | ...-----...
(oversat: [...] Asger Bjørns ?[søn] ... disse stene ...)

Nederst til venstre står navnet på ham der velsagtens rejste stenen, og omsat til latinske bogstaver er formen ąskaiR. Runeformen kan på sprogvidenskabelig vis normaliseres til olddansk ĀsgæiRR (med langt a for ældre nasalt a, æi-diftong og nominativmærket -R). I middelalderen (gammeldansk) ville formen være Āsgēr (med langt a, langt e for ældre æi-diftong og bortfald af nominativmærke). Der er tale om et mandsnavn som oprindeligt er dannet ved sammensætning af to ord: Forleddet er identisk med det gammeldanske ord ās med betydningen '(hedensk) gud', og efterleddet er det gammeldanske ord gēr der betyder 'spyd'.

Der har næppe været en egentlig betydningsrelation mellem leddene i denne type af gamle navne, så man kan altså ikke oversætte navnet Āsgēr med 'gudespyd' eller lignende. Oldtidens navne afspejler ikke desto mindre hvad der var vigtigt og prestigefyldt i vores forfædres univers. Langt de fleste toleddede navne indeholder ord for rigdom, magt, krigsførelse, forsvar, ære, styrke, berømmelse og lignende. Ofte er forled, som altså her, identiske med ord der har med den før-kristne gudeverden at gøre, og allerflest eksempler kender vi med gudenavnet Tor, fx Torbjørn, Torsten, Torkil osv.

Fra gammeldags til genfødt

Sammen med en stor del af de gamle nordiske navne gik navnet Āsgēr af brug i middelalderen, og det blev i stedet moderne med navne man havde lært at kende gennem den nye religion og dens repræsentanter. En omlydsform til Āsgēr, navnet Æsgēr, (med langt æ) forblev dog en del af navnebestanden gennem middelalderen, og det optræder i vores kilder blandt andet med skrivemåderne Esger, Esgar, Esgerus (som latiniseret form), Æsge, Esge og Eske. De to sidstnævnte former har været i brug siden, og særligt formen med ‑k‑ bruges endnu i dag – omend sjældent.

Det er først i 1800-tallets anden halvdel at formen Asger med a igen kommer i brug som drengenavn. 1800-tallets kulturliv var domineret af den strømning man kalder romantikken, og i Danmark kom romantikkens idéverden til udtryk gennem interesse for – og dyrkelse af – den nordiske oldtid og fortidens helte. Litteraturen var præget af oversættelser af middelaldertekster og af digtning om nordiske guder og sagnkonger. Forfatterne gav deres helte- og heltindeskikkelser uddøde nordiske navne i en tilpasset form og vakte dermed navnene til live igen.

Navnet Asger er på den måde skabt som en moderne rekonstruktion af det gamle Āsgēr. Andre velkendte navne som f. eks. Axel, Harald, Holger, Agnes, Inge og Rigmor er ligeledes eksempler på den type litterære navne. Borgerskabets og siden også landbefolkningens brug af disse litterære navne skabte en navnemode som navneforskere siden har kaldt den nordiske navnerenæssance.

Fra runeindskrifter i hele Norden kendes omtrent 20 personer med navnet ĀsgæiRR eller Āsgēr, hvilket er relativt mange i forhold til det samlede antal kendte navne fra runetiden. Den rekonstruerede litterære form Asger har aldrig toppet listerne over de mest populære navne, men har haft en vis udbredelse siden det kom i brug. Gennem de seneste 25 år har kurven været langsomt, men støt stigende. Navnet Eske lægger til gengæld ikke an til at blive mere populært, men det skyldes sikkert at udtalen falder sammen med ordet æske der jo altså intet har med navnet at gøre.