Fornavne i oldtiden – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Personnavne > Fornavne > Fornavne i oldtiden

Fornavne i oldtiden

De ældste danske personnavne, cirka 200 i alt, kender vi næsten udelukkende fra de danske runeindskrifter, der begynder omkring 200 e.Kr. Dette materiale kan vi så supplere med de personnavne vi finder som førsteled i stednavne, hvoraf især navnetypernene -lev, -sted og -torp har en meget høj procent af personnavneforled (Vemmelev, Sigersted, Asmindrup etc.).

Tegning v. Claus Deleuran

Stednavnene på -torp (-drup, -rup, -trup) er en vigtig kilde til især vikingetidens personnavne. Tegning af Claus Deleuran.

Navnestoffet deler sig i tre grupper:

1. Toleddede (ditematiske) navne

Disse navne tilhørte i begyndelsen de højeste sociale lag. De er sammensat af forled og efterled der afspejler begreber man satte højt i datidens krigersamfund, ord for berømmelse, mod, kamp, sejr, skønhed, krigere, våben, tapre dyr. Det er navne som Gunnar ’strid’ + ’kriger’, Asger ’gud’ + ’spyd’, Roulf ’berømt’ + ’ulv’, Ragnhild ’guderne’ + ’kamp’ og Sigrid ’sejr’ + ’smuk’.

Denne navneskik er fælles for store dele af Europa (tysk Wilhelm, græsk Nikolaos), men karakteristisk for Danmark som for det øvrige Norden er, at ikke mindre end en fjerdedel af navnene har gudenavnet Thor- som førsteled (Thorbjørn, Thorkel, Thorsten, Thorfred, Thordis etc.), hvilket tyder på at Thor måske har været hovedguden i den nordiske gudetro.

På denne tid kan man ikke endnu ikke tale om fornavne, da det er usædvanligt, at en person har mere end ét navn. Men de toleddede navne kan angive slægtsforhold, enten ved alliteration (bogstavrim) eller gennem variationsprincippet, hvor det ene led af faderens navn går igen i barnets navn. På bornholmske runestene træffer vi Økil, far til Alfkil og Thorkil og Isbiorn, far til Frøbiorn. Navnene på den skånske Istaby-sten, HathuwulafaR, HaeruwulafiR og HariwulafaR har både alliteration og variation (”Efter Hærulv. Hådulv, Hjørulvs søn skrev disse runer”).

"Eskil satte denne sten efter Toke
Gormssøn som var ham en huld herre. Han
flygtede ikke ved Uppsala".
Høvdingen Toke Gormssøn, som vi møder på
den skånske runesten Hällestad 1 (ca. år
1000), bar tidens mest almindelige  fornavn
Toke. Og så var han en af de få runedanskere
der havde mere end ét navn.

2. Usammensatte navne

De usammensatte navne var i mange tilfælde oprindelige tilnavne, der gik over til at blive brugt som eneste fornavn. Det er dyrebetegnelser som Bjørn, Ravn, Orm og Ulv, personbetegnelser som Svend, Karl og Bonde og slægtskabsbetegnelser som Fader, Moder, Søster, Søn og Broder. De er sandsynligvis lidt yngre og af lavere social status end de toleddede navne.

Men de synes at være forskellige fra de navne, man kun kunne give til underklassen og trællene. Selvom trællenes navne kun er sparsomt overleveret til os, ser eksempler fra digtningen ud til at kunne gå på, at de er snavsede, løsagtige og uhæderlige – som f.eks. Fule ('den stinkende'), Klumpe eller bare Træl.

3. Kortnavne

Til de ofte meget lange toleddede navne dannede man kortformer, som regel ved at kombinere en stavelse af forleddet med en stavelse af efterleddet (Toke af Thorkil, Gumme af Gudmund, Inga af Ingegerd etc.). Mens Thor-navnene var fælles for hele Norden, er kortformerne til Thor-navnene et særlig dansk fænomen. 58 personer i de danske runeinedskrifter bærer navne af denne type, mandsnavnene Tobbi, Toki, Toli etc. og kvindenavnene Toka, Tola, Tova etc. Toki er det mest almindelige navn i de danske runeindskrifter.