Forskning i navne – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Forskning i navne

Forskning i navne

Forskning Inden for navneforskningen, også kaldet onomastikken, skelner man mellem to grundlæggende typer af substantiver, i dagligsproget også kaldet navneord: proprier og appellativer.

Et navneord som er et proprium, er et 'rigtigt' navn og udpeger ét bestemt eksemplar, én individuel forekomst af noget. Proprium kommer af proprius der betyder 'egen', 'personlig' eller 'særlig'. På dansk kalder vi det også et egennavn, og vi skriver det altid med stort begyndelsesbogstav.

Et navneord som er et appellativ, er en betegnelse der kan bruges om flere ting af samme art. Appellativ betyder 'kaldende' eller 'benævnende', og på dansk kalder vi det også et fællesnavn.

Ordet sten er fx et appellativ der henviser til et et geologisk fænomen, et materiale eller noget man som regel finder på jorden. Men når en specifik mand kommer til at hedde Sten, er appellativet blevet til et proprium. Det samme sker når appellativet havn bliver til navnet på byen Havn (senere København), og det er i denne proces at ordene bliver interessante for onomastikken, altså navneforskningen.

Afdeling for Navneforskning

I Danmark er der kun én institution som beskæftiger sig organiseret med navneforskning, og det er Afdeling for Navneforskning på Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.

Navneforskning er først og fremmest en sproglig disciplin, og der indgår såvel sproghistorie som grammatik og semantik – læren om ordenes betydning. Derudover forskes der i de enkelte navne og navnetypers oprindelse og betydning samt i deres brug – både nutildags og i ældre tid.

Når forskning i navne udgør sin helt egen sprogvidenskabelige disciplin, er det ikke mindst fordi navne er noget af det tidligste sproglige materiale vi kender på dansk. De skriftlige kilder er yderst sparsomme før den sene middelalder, og den tidlige middelalders dokumenter på latin indeholder sjældent andet dansk sprogligt materiale end netop navne.

Tilsvarende har vi fra den tidlige middelalder, vikingetiden og tidligere kun fåmælte runeindskrifter som typisk består af kortfattede oplysninger om nogle personer – og dermed naturligvis deres navne. Lidt sjældnere er der også nævnt stednavne – fx som når der står Tanmaurk (Danmark) på den store Jelling-sten der ofte betragtes som en slags dåbsattest for Danmark.

På den måde er navnene faktisk en af vores allerbedste kilder til vores sprogs tidligste udviklingstrin. Man kunne fristes til at sige at bortset fra navnene har vores forfædre før middelalderen ikke efterladt os ret meget af deres sprog.