Sortensvend – et mørkt og bundløst hul ved Storebælt

Flere danske folkemindeforskere og en dansk skolelærerforfatter har berørt stedet og de sagn, der knytter sig til det, men Sortensvend/Sortensvælg rummer også en navnegåde: Hvilken navneform er rigtig? Og hvad er det egentlig for et navn, vi finder lidt nord for Storebæltsbroens landfæste på Sjælland?

I 1866 reguleredes Tudeås udløb i Storebælt med en kanal gennem Næsby Fed. Vejen over feddet har fra ældgammel tid været en vigtig nord-syd-gående hovedfærdselsåre, og et vadested lå præcis mellem den gamle og nu tørlagte fjord, Vejlen, og det dybe åløb Sortensvend/Sortensvælg, som angiveligt var umuligt at passere. 

Passagen over den vandrige å har været forbundet med risiko. En lokalhistorisk hjemmeside gengiver følgende øjenvidneberetning om ribebispen Jens Michael Hertz' (1766-1825) tur over vadestedet, genfortalt af datteren Lucie Elise Fich (1800-1883):

Da biskop Hertz i Ribe 1822 havde besøgt sin søn, der var læge i Kalundborg, og hastede hjem, erindrede han fra den tid, han var provst i Korsør, at der var en genvej, der gjorde vejen 1½ mil kortere, og forespurgte derfor, om den endnu lod sig befare. Han mente, at vadestedet over Tjæreby Vejle var afmærket med pæle. Hans datter, der var med, fortæller: Pælene ved nedkørslen fra Næsby Fed stod der ganske rigtigt, og afstanden var heller ikke større, end at vi kunne skimte den modsatte bred; men mærkerne i vandet kunne vi ikke se. De måtte være faldne om, bemærkede vor kusk; men han kunne godt se hjulsporene igennem det lave vand. Et stykke gik det godt, men på én gang begyndte hestene at svømme og vognen at gynge. "Holdt!" råbte fader "det ender galt!" "Holdt!" råbte i det samme en stemme bag os "hvor skal du hen, dit fæ! - du drovner jo både heste og folk ude i Sortensvælget!" Det var en ridende bonde, som tilråbte vor køresvend med disse venlige ord. Fader vendte sig om og svarede: "Tak Farlill, - at du ville hjælpe os ud af faren!" Bonden red op siden af vognen og viste vor skikkelige, men enfoldige Søren, at vadestedet lå mere vestligt. Han ville ved afskeden ikke tage imod nogen betaling, og fader trykkede bevæget hans hånd til afsked. Men denne færd [blev] yderligere belyst ved mandens fortælling om svælg, hvori mange er druknede, og var så dyb, at der ikke kunne findes bund med et læssetræ, stod siden uudslettelig i den gamle konsulindes Fichs erindring.

Det har desværre ikke været muligt at genfinde episoden i de udgivne dele af Lucie Fichs erindringer om faderen 1818-1825. De er dels optrykt i tidskriftet Fra Ribe Amt 1906, 1907, 1910, 1912 og 1913, samt i bind 10 i serien Memoirer og Breve i 1909 med titlen "Domprovsten i Roskilde. Brudstykke af en Familiekrønike". Af de øvrige erindringer fremgår det, at Lucie har et dramatisk fortælletalent, og at hun flere steder beretter om dramatiske skibsoverfarter, stormfloder mm.

Sortensvælg

På det ældste matrikelkort for Næsby ved Stranden 1768 findes vi navnet Sortensvelg. Det mærkelige navn anføres dels ud for åen, men også i forbindelse med en smal strimmel markjord benævnt Granskifterne ved Sortensvelg, dvs. naboernes, grandernes, fælles agre. Marknavnet forsvinder sidenhen, mens ånavnet Sortensvelg fortsat figurerer på en serie efterfølgende, nytegnede kort frem til 1880. Først fra 1890'ernes Målebordblade og frem anføres navnet i formen Sortesvælg, en form, der må afspejle et forsøg på at normalisere navnet uden -n-.

Efterleddet -svælg er ret dramatisk at bruge om en dansk å, og det forklares bedst ud fra de sagn om stedet, der er optegnet i anden halvdel af 1800-tallet. Ældst er vist Lucie Finchs ovenfor citerede erindringer, og nogenlunde samme sagn genfindes hos folkemindeforskerne Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen. Hos sidstnævnte drejer det sig lidt misvisende om to sagn i kategorien "Huller i Jorden og Huler" udgivet i Danske Sagn, 1 række. 3. bind, fra 1895 (side 365):

I Sortensvend på Foerløv mark er der for mange år siden sunken to drenge, som gik for langt ud på den bløde jord ved siden af hullet. Man fortæller, at hullet kræver menneskeliv for hvert 100 år, fordi det er forbandet. (Sagnnr. 1856).

I Vårby å på Foerløv mark i Vemmelev sogn er et bundløst hul, som kalden (sic!) Sortensvend. Der skal i gamle dage have ligget en gård, som sank osv. Man har en gang villet måle, hvor dybt hullet var, men de to gange fandtes der ingen bund, og tredje gang var der et bukkehorn på rebet, da det kom op, og en stemme råbte der nede: "Kommer I tiere, går det eder ikke godt." Siden den tid har dér ingen vovet at måle det bundløse hul. (Sagnnr. 1857).

De to sagn har den lokale husmand Christian Rasmussen fra Lille Egede som meddeler, og de genfindes i Svend Grundtvigs Danske Folkesagn 1839-1883, hvor det fortælles, at gården blev manet i afgrunden af præsten, fordi gårdmanden havde forsøgt at narre ham til at give den sidste olie til en so, han havde lagt i sengen. Da man ville måle, hvor dybt hullet var, kom et bukkehorn op med snoren og en advarende røst lød fra dybet, hvorfor forehavendet måtte opgives.

Sagnet findes også i senere udgivelser, og både gården, der synker i dybet, og soen i sengen er tilbagevendende temaer i folkesagnene.

Sortensvælg eller Sortensvend

En pionerskikkelse i dansk navneforskning, Gunnar Knudsen, skrev i 1914 om området og navnet og vendte to år senere tilbage til spørgsmålet om dets oprindelse:

I Aarbøger [1914 side 91] har jeg omtalt Sortensvælg, og tilføjet, at man kalder det Sortensvaj eller Sortensvend. Det lader til, at Sortensvend er det gamle Navn paa dette, nu delvis tilgroede Dyb. I Antvorskov Lensregnskaber 1653-54 findes følgende Oplysning: Hans Dinnesen i Foerføff feste et Fiskeri udj dend bech fra Pinnemølle och til Stranden, kaldis Suend, gaff deraff til Indfestning Penge 1 Daler. I Sorø Amtstid. 18/4 1915 omtaler "Jens Antvorskov" Sagnet om Pinehullet og tilføjer: Mølleren kaldtes almindeligt "Sortesvend", og en stor Engstrækning ved Vaarby(!) har i hvert Fald til for faa Aar siden baaret dette Navn, skønt der ikke er nogen Forbindelse mellem dette og Begivenheden i Møllegaarden. Tidligere har dette Engstykke dog ligget under vand, og det fortælles, at en Mand, som kørte vild paa Landevejen, der i de Tider gik langs Stranden fra Korsør til Kalundborg, kom ud i Engen, hvor han forsvandt med Heste og Vogn." Jeg kender hverken J.A. eller hans Kilde, men det kunde jo se ud til at være et Stykke gammel Tradition; Vaarby maa dog være en Fejl for Forlev. Men efter alt at dømme er det mærkelige Navn "Sortensvend" det rette.

Gunnar Knudsen har overset, at Vaarby næppe er en fejl, men at meddeleren har glemt at tilføje Aa, idet Knudsen også selv betegner hele åen som Vårby Å i artiklen fra 1914. Henvisningen til Lensregnskabet 1653-54 har ikke kunnet verificeres ud fra et hastigt kig på mikrofilmen på Rigsarkivet, men det må formodes, at Gunnar Knudsen har citeret korrekt.

John Kousgård Sørensen har i ottebindsværket Danske Sø- og Ånavne behandlet Sortensvend og skriver bl.a., at:

Det var fristende at identificere dette bæknavn med adj. glda swinn 'hurtig', oldn. svinnr, got. swinþs. Derved ville det være etymologisk identisk med ånavne i Sverige og Norge [henvisninger udeladt her]. Sagndannelser omkring lokaliteten har ført til omtydning til svælg og tilføjelse af adj. sort i den gamle, litterært-poetisk[e] akkusativ-form.

Det kan lægges til, at de to efterled svend og svælg umuligt kan forveksles på sjællandsk, hvor svend bør udtales [svæn'], og svælg bør udtales [svæ'l]. Selvom Sortensvelg på kortet fra 1768 er den ældste overleverede form af navnet, er det rimeligt at foretrække den lokale, mundtlige traditions Sortensvend. Dog bør det som en yderligere, forvirrende omstændighed nævnes, at den drilvorne møller i den af Gunnar Knudsen citerede version fortalt af Jens Antvorskov i 1915 kaldes Sortesvend. Fremtidige folklorister kan måske komme dybere ned i denne problemstilling.

Sorten-

Men hvad så med forleddet Sorten-? John Kousgård Sørensen forklarede det som en bøjningsform af adjektivet sort. Historisk set er det en hankønsform i akkusativ ental, men endelsen reduceres til at være en ren stilmarkør, som kan anvendes, uanset om grundordet er oprindeligt han- eller hunkøn, eller om det er oprindelig nominativ, akkusativ eller dativ.

Stilmarkøren genfindes og bevares i folkevisesproget samt renæssance- og barokdigtningen, hvor vi kan finde former som "i sorten Muld", "frisken, højen", "i grønnen Dal, Striiden Elf, vilden Strand" og "Mørken Grav, i høyen Himmel-sal". Den specielle adjektivform sorten- er også behandlet som et selvstændigt opslag i Ordbog over det danske Sprog, og i Danmarks Stednavne findes også en række eksempler på forleddet.

Med tanke på, hvor sjældent andre farveadjektiver end sort optræder med -en-endelsen i stednavne, er det dog næppe en sandsynlig forklaring, at det skulle være en litterær form. Sorten- i disse navne kunne for de flestes vedkommende også opfattes som et substantiv i bestemt form (se i denne forbindelse også månedens navn i oktober) og være et (til)navn for de mørke kræfter og djævelen selv på linje med Fanden. Det understøttes af -s-sammensætningen i stednavne som Sortenshave og Sortensgrob, som også indikerer at forleddet er et tilnavn.

Til støtte for den tolkning finder man i Danske Runeindskrifter den lange, højmiddelalderlige sygdomsformel på Ribe-amuletten, DK SJy 41, også kaldet Ribe lyfstav, som omtaler en sten som kaldes Sort, hvor dårligdommerne udgår fra. Gengivet på moderne dansk står der bl.a. at:

... Sort hedder (en) sten; han står ude i havet. Derpå ligger ni Nød'er (=ulykker). De skal hverken sove eller våge/vågne varmt (=de skal uophørligt plage sygdomsdjævlen), før du får bod for denne [sygdom], for hvem jeg har runet ord at kvæde. Amen. Og det være (=lad det ske).

Ribe-amuletten er blot et af mange eksempler på sammenkædningen af adjektivet sort og mørke og uheldssvangre kræfter, og den kan meget passende afslutte månedens navneklumme i kolde og mørke november.

Michael Lerche Nielsen