Ninsta – et underligt navn på Danmarkskortet

Fra en kollega på Københavns Universitet, Lorens Juul Madsen, indkom 8. september 2017 følgende spørgsmål til Center for Navneforskning:

"Jeg har et sommerhus på Fejø, hvor jeg længe har undret mig over et stednavn. På vestsiden af den dæmning, der forbinder Fejø med Skalø, ligger der en lille vig (fremkommet ved bygningen af dæmningen), som – også på de geodætiske kort – hedder Ninsta. Det ligner slet ikke et dansk stednavn; kender I forklaringen på det?". 

Svaret var umiddelbart et "Nej". Ninsta er ikke medtaget i Danmarks Stednavne Bind 11 fra 1954, som omhandler det daværende Maribo Amts stednavne, og der ligger heller ikke tidligere forespørgsler om det løjerlige navn i brevarkivet.

Ninsta ser umiddelbart svensk eller norsk ud. Efterleddet -sta svarer i Sverige og Norge til det fra danske bebyggelsesnavne velkendte -sted. Der er tale om en stor gruppe af bebyggelsesnavne med hovedudbredelsen i vikingetiden og med den normaliserede oldnordiske form -staðir.

Selvom Skalø og Fejø befinder sig syd for den geologiske vippelinje, og landområdet således langsomt synker i havet, kan der dog umuligt have befundet sig en gammel, og nu nedsunken, vikingelandsby på det sted. Og formen på -sta kan heller ikke sigte til et gammelt bebyggelsesnavn på -sted, men måtte i givet fald sigte til en, evt. spøgefuld, omdannelse med det "finere" -stad, som i moderne dansk er indlånt fra tysk og derfor udtales "stad" med blødt d. På Nordlolland, men ikke i resten af sydømålene, dvs. lollandsk, falstersk og mønsk, er der svind af det bløde d ligesom på Fyn, så det bløde d kunne altså være forsvundet. Det er dog næppe heller forklaringen bag navnet.

Ikke mange paralleller

Spørgeren skriver, at Ninsta ser udansk ud, og det kan man roligt sige er korrekt. Navnedatabasen Danmarks Stednavne med totalt ca. 210.000 danske stednavne rummer kun fire træf på endelsen -sta, alle på navnet Bellavista, italiensk for "smuk udsigt", der figurerer som navn på fire ejendomme der nok tidligst er navngivet i 1800-tallet.

Men hvad med Ninsta? Selvom Lolland, Falster og Møn som det eneste område i landet har en gruppe gamle bebyggelsesnavne af slavisk (vendisk) herkomst, som ender på -itse, skal man ikke lede efter italienske forlæg for det aktuelle navn.

Grunden til at Ninsta ser udansk ud, er sprogets udvikling. Allerede i den ældre middelalder blev de runedanske endelsesvokaler -a, -i, og -u reduceret til -æ i svagtryksposition. I moderne tid svarer det til den ø-agtige lyd, i sprogvidenskaben kaldet et schwa, som de fleste danske ord ender på, fx alle udlændinges skræk "fløde" (med/uden rødgrød). I vores nærtbeslægtede nabosprog svensk er der til gengæld mange ord der stadig ender på -a, -ar, -as og lignende.

Ikke på mange ældre kort, men i optegnelser

På de ældste udskiftningskort over Fejø og Skalø fra omkring år 1800 er navnet ikke gengivet, hvilket ikke kan overraske, da kortene fokuserer på omlægning af jord og ikke på vandområder. På Fejø-siden nævnes dog lokaliteten Helvedes Bek, som formentlig sigter til en tidevands- eller strømrende i det lavvandede område mellem de to øer. Et lignende navngivningsmotiv findes fx i et tidligere behandlet navn Sortensvend.

Så 1800-tals-kortene er ikke til stor hjælp, men heldigvis opbevarer vi på Center for Navneforskning gamle indberetninger over marknavne, og som ofte før er de en stor hjælp. I 1947 blev der optegnet stednavne på bl.a. Fejø, og i en liste over farvandsnavne er optegnet "(nede i) Ninsda" som normaliseres Nin(e)stad, samt bemærkningen: "Ankerplads/Bugten ind". En anden Fejø-optegnelse over marknavne anfører, med forhenværende gårdmand Anhart Hansen som kilde: "(ude i) Nensda" med normaliseringen "ude i Nedenstad (Nigen-) og forklaringen "der stangede vi Ål".

Kigger man nu i J. Jørgensens Lollandsk Ordbog fra 1943, får man bekræftet, at nen og nejn er lollandske dialektformer af adverbiet neden. Ordbogen anfører det mulige andetled -stad, som udtales sda, samt at det ofte anvendes spøgefuldt. Hvis Ninsta med andre ord er en dialektal form af Nedenstad, som den autoriserede form burde hedde, kunne den stå i modsætning til de to byer på Fejø, Vesterby og Østerby. Men forklaringen virker søgt, når man ser på området og tænker på den beskrivelse af det, som C C. Haugner i 1942 giver i bogen Maribo og Fejø Birker. (Fuglse Herreds nordre Deel), side 65:

"Mellem Skalø og Fejø ligger et grundet Vand, der paa Generalstabens store Kort betegnes »Ninsta«. Det er fyldt af store Sten, der er sat herind af Isen. Under Lavvande er hele Arealet tørlagt, og i tidligere Tid maatte man, naar man skulde over til Øen, rette sin Færd efter Vandstanden. 1869 blev der bygget en lav Vejdæmning mellem de to Øer; men den oversvømmes ved Højvande."

Slår man stade efter i Ømålsordbogen, finder man da også en forklaring som passer en del bedre med Arnhart Hansens beretning om ålefiskeri end med ideen om at Ninsta skulle være neden for "stæderne". Der er snarere tale om de stader som bruges til fiskeri på lavt vand; faste fangstnet til bl.a. sild og ål.

Så der er næppe tvivl om at "Neden-stade" – ad omveje – må være den korrekte forklaring på det umiddelbart mystisk udseende Ninsta. Og når navnet overhovedet er kommet med på enkelte moderne kort, må det skyldes bygningen af dæmningen mellem de to øer.

Michael Lerche Nielsen