Dit, mit eller hvert vores efternavn? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Personnavne > Det, vi går og hedder > Dit, mit eller hvert v...

14. oktober 2011

Dit, mit eller hvert vores efternavn?

Engang var det så enkelt, når man blev gift. Kvinden opgav sit eget efternavn og overtog i stedet mandens, og der var heller ingen diskussion om, hvad børnene skulle hedde til efternavn. Helt indtil 1982, hvor der kom en ny navnelov, fik kvinder som hovedregel deres mands efternavn, når de blev gift. Til gengæld kunne man tidligere ikke overtage sin ægtefælles mellemnavn. Officielt, i hvert fald , for med et såkaldt adresseringsnavn kunne kvinder modtage post med mandens mellemnavn, selvom de ikke hed det. Jeg kan huske, at min mormor var blandt dem, der var kendt under sin mands mellemnavn i stedet for deres mere almindelige fælles sen-efternavn.

I dag skal der lidt flere overvejelser til. Som i så mange andre sammenhænge  skal der nu også træffes mere bevidste valg, når to mennesker beslutter sig for at dele livet med hinanden. Og der behøver ikke at være et bryllup involveret – navneloven fra 2005 giver nemlig samlevende de samme navne-valgmuligheder som ægtepar og personer, der har indgået registreret partnerskab, hvis bare de har boet sammen i mindst to år eller har børn sammen. Og mellem- og efternavne er nu sidestillet, så mens det før kun var efternavnet, man officielt kunne dele med sin bedre halvdel, er mellemnavne nu også i spil.

Så der er mange måder at løse navnepuslespillet på: Først og fremmest kan begge parter selvfølgelig vælge at beholde deres egne navne. Det er umiddelbart det letteste, men man undgår ikke at skulle indgå kompromiser, hvis der kommer børn (medmindre de selvfølgelig bare får alle forældrenes samlede mellem- og efternavne). Alternativt kan man vælge at tage den ene parts efternavn(e) og/eller mellemnavn(e), eller man kan blande dem (her kan det dog også være nødvendigt med kompromiser: For eksempel har jeg hørt om søskende, der bærer rundt på hver deres kombination af forældrenes efternavne, så hverken mor eller far er blevet snydt for at få deres eget efternavn på den prestigefyldte plads bagerst i navnet). Endelig har man også mulighed for at grave tilbage i slægten for at finde et mere interessant efternavn, end det man selv eller partneren går rundt med.

Pyha, med alle de valgmuligheder er det måske trods alt det simpleste, at begge parter beholder deres eget navn. Så hvorfor gør vi ikke bare alle sammen det? I modsætning til tidligere har alle kvinder jo nu muligheden for at holde fast i det efternavn, de har haft, siden de blev født, og er det egentlig ikke lidt 50’er-agtigt, dét med at tage sin mands efternavn? Faktisk er vi jo nået ret langt med ligestillingen – også på dette punkt. Nu om dage ændrer både kvinder og mænd efternavn, og når det sker, handler det om at skabe en fælles familie-identitet og om at vælge det navn, der er flottest og ikke mindst mest specielt. For eksempel er der mange sen-efternavne, der ryger, når der skal laves om på efternavnene.

Selv går jeg for tiden rundt med et splinternyt efternavn. Hos os har vi valgt kombinationsmodellen, så min mand (som kun havde ét efternavn) nu har tilføjet mit mellemnavn, mens jeg har skiftet mit efternavn ud med hans. Det betyder, at alle fire medlemmer af familien nu hedder det samme til efternavn, og jeg kan godt lide markeringen af, at vi hører sammen. Når det er sagt, kræver det nu alligevel lidt øvelse at skulle præsentere sig i telefonen eller skrive under med et andet navn end det, man altid har haft - og mens jeg går og vænner mig til mit nye efternavn, kan jeg heldigvis bruge mit gode, gamle mellemnavn.