Mørkøv

Omtrent midt i det nordvestlige Sjælland ligger der en landsby ved navn Mørkøv. Med mindre man har et decideret ærinde i Mørkøv, er der nok størst sandsynlighed for at blive bekendt med dens eksistens, hvis man rejser med toget imellem København og Kalundborg, eftersom der ved åbningen af jernbanestrækningen mellem Roskilde og Kalundborg i 1874 anlagdes en endnu eksisterende station netop her. Dén vender vi tilbage til.

Selvom betydningen af navnet Mørkøv måske umiddelbart for mange kan synes lidt uklar, så er den sprogvidenskabeligt ret ligetil, idet de ældste belagte former fra 1300- og 1400-tallet (Myrkow, Myrkowe, Mørkow, Mørkøffuæ, Mørckøw, Møreckøffuæ, Mørckøye, Mørkywæ o.lign.) relativt let lader sig tolke til en sammensætning af ordene 'mørk' (glda. myrk) og 'høj' (glda. høgh). Mens forleddet 'mørk' endnu indgår i samme form og betydning i det danske sprog, så har ordet for 'høj' i stednavnesammenhæng gennemgået en mængde forskelligartede lydudviklinger, der på Sjælland bl.a. omfatter en dialektal udvikling i middelalderen til [høw'], som i stednavnesammenhæng nok er bedst kendt med Måløv nordvest for København. Men at det ikke havde behøvet at gå sådan, viser det oprindeligt identiske stednavn Mørkhøj (1338 Myrkøy), der endnu findes som bydelsnavn i Gladsaxe Kommune ved København.

Stednavnet Mørkøv har således betydningen "den mørke høj". Baggrunden for dette kan måske være, at landsbyen anlagdes ved en høj, hvis jord eller beplantning fremstod særlig mørk i sin farve, men mere sandsynligt er det nok, at mørket er fremkommet ved en høj og tæt skovbevoksning i området.

Hvor gammel bebyggelsen Mørkøv er, kan vi ikke sige, men kirken i Mørkøv kan dateres til 1200-tallet, og der er umiddelbart ingen grund til at antage, at sognet har haft nogen nævneværdig bebyggelse eller opdyrkning inden da. Så det kuperede landskab, der især findes syd for kirkebyen Mørkøv, har efter alt at dømme ligget relativt skovdækket hen langt op i tiden. Præcis hvilken høj, byen og sognet er opkaldt efter, vides heller ikke, idet der ikke findes nogen bakke af dette navn. Ordet høj synes i dansk stednavnesammenhæng primært anvendt om gamle gravhøje fra oldtid og vikingetid, mens naturligt dannede bakker i højere grad har fået benævnelsen bjerg, men om den navngivende Mørkhøj ved Mørkøv nødvendigvis har været en gravhøj, kan ikke siges, eftersom middelalderens mennesker langt fra altid kan forventes at have haft korrekt viden om de omkringliggende bakkers dannelseshistorie.

Den potentielt navngivende Mørkhøj findes dog muligvis endnu, idet der sydvest for landsbyen findes et unavngivent bakkedrag (med en højde af 23 m over havoverfladen), der ligger på den vestlige del af Mørkøvs gamle bymark, hvor der i 1682 var et jordstykke, der kaldtes Mørke Højs Ås (Mørche Høusz Aas). Eftersom samme del af marken også synes at have haft en bakke ved navn Vesterbjerg, kan det dog ikke afgøres med sikkerhed, hvilket af de to navne der har været knyttet til den overlevende bakke.

Den lange vej til Mørke

Så kunne man måske herefter tro, at der ikke var mere at sige om det forholdsvis lettolkelige stednavn Mørkøv. Men sådan forholder det sig ikke. Mørkøvs navnehistorie har således slået adskillige krumspring på sin videre vej fra middelalderen og frem til idag.

Fra slutningen af 1500-tallet fortsatte lydudviklingen væk fra endelsen -høw til blot at rumme det, som stednavneforskerne kalder en svagtryksvokal, hvilket gav formen Mørke (1589 Mørckoe, 1611 Mørchiøe, 1664 Mørche, 1682 Mørcke, 1764 Mørke). Da der fra starten af 1600-tallet også fandtes en nærliggende hovedgård kaldet Mørke eller Mørkegård (i dag Toftholm), blev det i nogle sammenhænge nødvendigt at kalde landsbyen ved den herfra skelnende form Mørkeby.

I løbet af 1700- og 1800-tallet vandt en anden og sideløbende variantform frem: Mørkøb (Mørkiøb, Mørchkiøb, Mørkiøb, Mørkjøb), hvilket måske lød lidt finere, men også kan have dækket over et reelt forsøg på at forstå den gamle endelsesform -køw, hvis oprindelige betydning vel de færreste kendte, og det har da været fristende at identificere den med endelsen -køb, der på Sjælland især kendes med Tikøb og Høsterkøb, men som har en helt anden etymologisk baggrund og betydning end endelsen i Mørkøv.

På tur til det mørke Sjælland

Faktisk ville Mørkøv med stor sandsynlighed endnu idag have heddet enten Mørke eller Mørkøb, hvis ikke det havde været for jernbanens ankomst i 1874. For da jernbanestationen opførtes lidt syd for den middelalderlige kirkelandsby, fik den og den nyopståede omkringliggende bebyggelse navneformen Mørkøv. I tredjeudgaven af bogværket Traps Danmarksbeskrivelse fra 1898 kan man således læse, at mens sognet da kaldtes "Mørke (eller Mørkjøb)", og både byen, møllen og kirken hed "Mørke", så hed den tilknyttede jernbanestation "Mørkøv". På samme måde er en folketælling fra 1890 vedrørende Mørke sogn og by underskrevet på "Mørkøv Station".

Men hvorfor valgte jernbaneetaten en anden navneform end den ellers gældende? Sandsynligvis fordi man allerede havde en anden jernbanestation ved navn Mørke, nemlig ovre i det jyske på strækningen mellem Aarhus og Ryomgård, der åbnedes i 1877. I første omgang voldte dette næppe det store problem, idet linjen København-Kalundborg blev drevet af Det Sjællandske Jernbaneselskab, men da dette i 1880 blev overtaget af staten, der i 1885 samlede alle linjer under DSB, stod det landsdækkende jernbaneselskab nu med to gange Mørke i køreplanen. Og når man skulle sælge togbilletter til Mørke, var det jo ret afgørende at vide, om det var i Jylland eller på Sjælland, hvorfor det var ønskeligt om man kunne finde et andet navn til en af stationerne.

Det jyske stednavn Mørke har en anden oprindelse end det sjællandske, idet der her simpelthen synes at være tale om ordet mørk med en afledningsendelse -e. Så en ændring var mere oplagt på Sjælland, selvom stationen her indviedes tre år tidligere end i Jylland. Man kunne selvfølgelig have valgt den eksisterende alternativform Mørkøb, men i slutningen af 1800-tallet kan der fra anden side spores en tiltagende interesse i lærde kredse for gamle staveformer af stednavnene, hvoraf det tydeligt fremgik, at Mørkøb var en yngre og i lærde øjne aldeles ukorrekt konstruktion.

Så en eller anden med afgørende indflydelse synes derfor i løbet af 1880'erne at have fået den idé, at man i stedet for Mørke og Mørkøb skulle have Mørkøv som en nutidig stavemåde af den oprindelige navneform. I løbet af få år vandt jernbanestationens navneform hævd på bekostning landsbyens alternative navneformer, så der siden starten af 1900-tallet har været enighed om formen Mørkøv. Og man kan derfor slutte historien af med at konkludere, at jernbanen gjorde en ende på det sjællandske Mørke.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen