Luther – en rundtur i reformatorens navn

For 500 år siden, mere præcist den 31. oktober 1517, slog Martin Luther sine 95 teser om kirkens problemer op på kirkedøren i Wittenberg, hvilket i år markeres som startskuddet til Reformationen. Krakilske historikere vil hævde, at det hele foregik knapt så dramatisk, idet han snarere lagde sin liste med teser i en kuvert og sendte den til ærkebiskoppen af Mainz-Magdeburg, men det er i denne sammenhæng mindre væsentligt.

På grund af jubilæet berettes i denne tid meget om Martin Luther og al den virak, som hans teser afstedkom, og på Center for Navneforskning vil vi gerne bidrage med en onomastisk vinkel på jubilæet og dets hovedperson: Hvad er det i grunden for et navn, som reformatoren bar, og som siden også gav navn til den endnu i dagens Danmark virkende evangelisk-lutherske folkekirke?

På internettet og i litteraturen florerer der flere mere eller mindre vidtløftige historier om navnet Luther, men i 2016 udgav den tyske navneforsker Jürgen Udolph en bog udelukkende omhandlende en videnskabelig udredning af reformatorens navn, som nærværende redegørelse i vidt omfang er baseret på.

Martin Luther blev født den 10. november 1483 i den lille østtyske by Eisleben, lidt nordvest for Leipzig, i nutidens delstat Sachsen-Anhalt. Han blev døbt allerede dagen efter sin fødsel, og da dette ifølge den katolske helgenkalender var festdagen for Skt. Martin af Tours (den biskop, som vi herhjemme fejrer aftenen før under navnet Morten), så blev den lille dreng opkaldt efter samme helgen. Han blev imidlertid døbt som Martin Luder, og selvom man på internettet kan læse, at efternavnet længe optrådte i mange forskellige variantformer, så synes både Martin selv og hele hans familie ganske konsekvent at have holdt sig til formen Luder – i hvert fald indtil året 1517.

Betydningen af navnet Luder

Og hvad kommer så navnet Luder af? For husarernes skyld skal vi nok starte med at afkræfte, at det udtaltes med blødt d, og for nu at holde os i omegnen af rytteriet, kan vi berette, at en gammel tradition vil vide, at familien Luder var efterkommere af en ridder Wigand von Lüder (reelt Lütter eller Luttere), der i starten af 1300-tallet havde sin base ved landsbyen Großenlüder nær byen og floden Fulda i Hessen.

I så fald kan navnet forklares forholdsvis enkelt, idet landsbyen (der i middelalderen blot hed Lüder – eller rettere, på middelnedertysk: Luter eller Lutere) var opkaldt efter en lille biflod til Fulda af præcis samme navn. Ordet i flodens navn menes at være det tyske adjektiv lauter, i betydningen 'den rene, pure'.

Nu er der imidlertid ganske langt fra Großenlüder til Eisleben, af nutidens landeveje godt 270 km, og selvom Martin Luthers forældre og bedsteforældre faktisk stammede fra den mere nærliggende by Möhra i Thüringen, så har det trods intensive forsøg ikke været muligt at opstille nogen overbevisende kobling imellem 1300-tallets ridder Wigand fra Großenlüder og Martins bedstefader, Heine Luder, der havde sin gang i Möhra halvandethundrede år senere. Rent sprogligt er teorien heller ikke stærk, da man i så fald burde forvente staveformen Luter i familienavnet.

En anden fremherskende teori er derfor, at der snarere er tale om en variantform af personnavnet Lothar, der kommer af det gammelhøjtyske adjektiv hlut ('højlydt') i en sammensætning med verbet heri ('hær, kriger'). Lothar var et udbredt mandsnavn i de frankiske dele af Tyskland, som landsdelen Lothringen (Lotharingia) tillige er opkaldt efter. Men også her er der et sprog- og lydhistorisk problem ved forklaringen, ikke mindst fordi Martin Luther selv i et af sine mange skrifter berettede, at navnet reelt udtaltes [lyder], dvs. med ü-omlyd og stemt d, hvilket harmonerer meget dårligt med navnet Lothar.

Det mest oplagte bud, ifølge navneforskeren Jürgen Udolph, er derfor, at der er tale om et middelnedertysk mandsnavn Luder sammensat af de gammelsaksiske verber liud ('folk') og heri ('hær, kriger'), idet vokalsammensætningen -iu- på gammelsaksisk ville blive udtalt ü (på dansk y), men på middelnedertysk stavet med u, dvs. uden omlydstegn.

Navneændringen fra Luder til Luther

Men hvordan skete så skiftet i skriveformen fra Luder til Luther? Rent tidsmæssigt kan det ud fra reformatorens egen omfattende brevveksling dateres ret præcist til efteråret 1517, dvs. tiden akkurat omkring de berømte tesers opsættelse. Også her er der fremsat forskellige forklaringsteorier på ændringen, som det for god ordens skyld bør påpeges har været lydligt distinkt, idet th både på middelnedertysk og middelhøjtysk har været udtalt som et stemt t.

Én foreslået forklaring har været, at den unge reformator i disse ord ved flere lejligheder vides at have leget med en akademisk variant af sit efternavn, efter tidens skik med græske eller latiniserede former af familienavnet. Luthers egen græske variant var formen Eleutherius, der kommer af oldgræsk (eleútheros) og kan oversættes som 'den frie, fritænkende'). Som en afledning heraf kunne Luther have overført dette navns th til sit reelle efternavn.

En anden mulig forklaring er, at navnet Luder på middelnedertysk let afstedkommer nogle uheldige konnotationer, der f.eks. ses i de nutidige tyske betydninger af verbet Luder ('bæst, asen, luder, lokkemad') og Luderer ('sjover'), og det beslægtede adjektiv luderhaft ('liderlig, udskejende'); det nutidige danske substantiv luder ('prostitueret') stammer også herfra.

I det ophidsede klima blandt reformationstidens tyske og danske teologer skortede det da heller ikke på studentikos opfindsomhed med hensyn til vulgære omskrivninger af modstandernes navne. F.eks. blev en af Luthers primære modstandere, Dr. Johann Eck, af lutheranerne ofte omtalt som Dreck, 'lort'), så man vil nok kunne forstå, hvis Martin Luther med et lille diskret tiltag ville afbøde dén oplagte trussel. Særligt når han nu heller ikke selv senere holdt sig tilbage med f.eks. at omskrive familienavnet på Pave Paul den 3., født Alessandro Farnese, til Furzesel, altså 'prutteæsel'.

Imidlertid synes navneændringen som sagt at være sket umiddelbart samtidigt med tesernes offentliggørelse i efteråret 1517, hvor Luther endnu dårligt kunne have nogen anelse om, hvad der var i vente.

Jürgen Udolph har derfor i sin nyligt udgivne bog foreslået, at der simpelthen var tale om et ønske fra Martins side om at få sit navn til at klinge mere højtysk! Mens det akademiske sprog i Wittenberg på denne tid (foruden latin) var middelhøjtysk, havde middelnedertysk i dette grænseland imellem de to dialektområder en noget 'bondsk' karakter. Ved den lille konsonantændring fra det middelnedertyske Luder til det middelhøjtysk-klingende Luther håbede minearbejderens søn fra Eisleben således måske at blive taget mere seriøst i de akademiske kredse i Wittenberg. Man kan jo så i den forbindelse overveje, om Martin Luthers teser havde fået samme effekt, hvis han havde beholdt sit gamle familienavn – men det må forblive lutter spekulationer.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen