Lucia – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Lucia

01. december 2015

Lucia

Nu på Luciadag,
hilser vort vennelag,
Santa Lucia, Santa Lucia.

Sådan lyder det snart rundt omkring på landets daginstitutioner, skoler, ældrecentre osv., da det er ved at være tid til det årlige luciaoptog. Forrest i det hvidklædte optog går luciabruden med en lyskrans om hovedet, og herefter følger terner med lys i hænderne. Optoget spreder på den måde lys i den mørke vintertid, og netop lys og kontrasten mellem lys og mørke knytter sig på flere måder til Lucia, både hvad angår navn, legende og traditioner.

Helgeninden Lucia

Festdagen for Lucia den 13. december er til ære for en italiensk helgeninde, der led martyrdøden i den sicilianske by Siracusa i år 304. Legenden beretter, at Lucia var en ung og smuk kvinde af nobel familie. Hendes mor var alvorligt syg, men blev helbredt på grund af Lucias fromme tro, og af taknemmelighed skænkede Lucia sine ejendele til byens fattige. Lucias forlovede var ikke synderligt begejstret for at se sin medgift i hænderne på byens tiggere, så han meldte Lucia til byens statholder, der ville straffe den unge pige ved at føre hende til et bordel. Da de ville trække af sted med hende, var hun som groet fast til jorden, og hun kunne ikke rokkes ud af stedet. En bøddel trak sit sværd og jog det igennem halsen på Lucia.

Sankta Lucia med sine udrevne øjne på et fad – og allerede med et nyt sæt på plads i øjenhulerne. Motivet er populært i Lucia-afbildninger, her en siciliansk statue gengivet på susannaduffy.com.

Navnet Lucia er en latinsk afledning af substantivet lux, der betyder 'lys', og med tiden skabtes der naturlige associationer mellem navnets betydning og helgenlegenden. Legenden blev suppleret med en historie, hvor Lucia rev sine øjne ud og skænkede dem til en ung mand, der havde forelsket sig i dem. På mirakuløs vis fik Lucia synet igen, og derfor blev hun anset som en helgeninde, der kunne påkaldes imod blindhed og til lindring af øjenlidelser. Det har man også gjort i Danmark, hvilket blandt andet fremgår af det pro-lutherske samtaleskrift "Peder Smed og Adser Bonde" fra omkring år 1530:

For tanduerck er S. Appellonia sterck
oc S. Lucia for øgne verck.
(For tandpine er Sankta Appolonia stærk
og Sankta Lucia for øjensmerter).

Fra Lucia til Lusse… og tilbage igen

Helgeninden Lucia har altså været kendt i Danmark i katolsk tid, men hun har ikke haft nogen betydelig rolle i den danske kirke. Hverken kirker, klostre eller altre har været indviet til Lucia. Alligevel kendes navnet herhjemme allerede fra omkring år 1200, hvor adelsdamen Lucia Fiendt optræder i en fortegnelse over familier, der har doneret midler til Sorø Kloster. I klosterets kirke indgår navnet Lucia desuden i den såkaldte skjoldefrise, der menes at være påbegyndt omkring år 1290, og som ærer klosterets velgørere.

I Danmark udviklede navnet sig via Lucie til former som Luce, Lutze og Lusse, der synes at være blevet et almindeligt navn i almuen, og i særdeleshed på Sjælland og i Skåne. Disse danske former optræder ofte i de gamle folkeviser, blandt andet i visen om "Kong Valdemar og hans Søster", hvor Prins Buris og Liden Kirstens datter kaldes Luselille.

I Skåne og resten af Sverige er formen Lusse stadig udbredt, ikke mindst i forbindelse med det bagværk, som bages i forbindelse med Luciadagen: lussekatter. Hvordan katten kommer ind i billedet som bagværkets betegnelse, er omstridt, men på billedet, gengivet fra cecilia.ekhemmanet.se, er det således det safrangule hvedebrød, som er katten.

I skæmtevisen "Jeppe kommer hjem fra kroen" fra 1529 optræder Lusse som en anden Nille, der korrekser sin fyldebøtte af en mand. Mindre lødig er visen om "Fruen i Skåne", der kendes på tryk fra et flyveblad i 1792. Visen er bygget op således, at publikum uvilkårligt har tænkt på grove eller frække ord, når et kor eller en stemme er faldet ind med en bemærkning i anden linje. I verset om fruens mellemste datter lyder det for eksempel således:

"Den andens Navn var Lusse,
[Kor:] hun havde saa stor en Ku- Ku- Ku-
Kummer og Sorg udi sit Sind,
For hun havde mistet allerkieresten sin".

Beslægtet med "Fruen i Skåne" er sangen om "Fruen i Køge", hvor Ludse havde sin "lodne Kuffert til at gemme sine Sager i".

Om det skyldes de ikke alt for flatterende skæmteviser, må stå hen i det uvisse, men efterhånden er de fleste danske former gået af brug. I folketællingen fra 1787 noteres den indlånte form Lucia som første fornavn hos 62 navnebærere. Herudover er Lucie den eneste manifestation af helgenindenavnet, og denne form er langt mere almindelig, da den optræder 264 gange. Lucie er på denne tid fortsat mest dominerende på Sjælland, da langt over halvdelen af navnebærerne findes i Holbæk, København og Præstø Amter. Den geografiske fordeling af navnene er mere jævn i folketællingen fra 1880, hvor Lucia optræder 45 gange, mens Lucie med 172 forekomster fortsat er mere udbredt.

Som tallene fra Danmarks Statistiks navnebarometer viser, er navnet Lucia stigende i popularitet siden årtusindskiftet.

Ifølge Danmarks Statistiks tal fra 2015 er situationen noget anderledes i dag. Navnet Lucia er siden årtusindeskiftet steget i popularitet, og der findes nu 447 personer, der bærer navnet som første fornavn, hvoraf de 275 er navngivet i 2000 eller derefter. I samme periode er kun 7 piger blevet navngivet Lucie. Endelig er den engelske form Lucy i de seneste par år gået frem, men det er i et noget mere adstadigt tempo, end det er tilfældet for Lucia.

Lucifer og Luciabruden

Svensk Lucia-optog fra 2007. Billede fra Wikipedia.

Frem til år 1700 fulgte vi i Danmark den julianske kalender, hvor vintersolhvervet faldt om natten før luciadag. I den nordiske folketro, særligt den norske, ansås denne og de følgende nætter frem til jul, som særligt farlige. I lussenatten gik den såkaldte lussefærd løs, og det betød, at Lucifer (bemærk det sproglige sammenfald) red igennem natten, fulgt af trolde, spøgelser, vætter og lignende, og han tilfangetog mennesker, der havde forvildet sig uden for efter mørkets frembrud.

Vintersolhvervet betød dog også, at dagene nu lysnede, og da luciadagen samtidig indledte fastedagen op til jul, var den 13. december også en mærkedag, og i Sverige serverede kvinderne meget tidligt om morgenen mad og julebryg på sengen for mændene. Med inspiration i tyskernes Christkindl kom en hvidklædt pige med vinger og lys i hænderne til at gå forrest i dette optog. I løbet af 1800-tallet forsvandt vingerne, og det blev mere almindeligt at lysene blev båret i en krans omkring hovedet. På grund af det hvide, rene og uskyldige antræk kaldtes den forreste pige nu Luciabrud.

Skikken bredte sig i Sverige, og i 1927 afholdtes det førte offentlige luciaoptog i forbindelse med en skønhedskonkurrence. Som et lys i en mørk tid kom luciaoptoget til Danmark i løbet af krigsårene, hvor det første gang fandt sted den 13. december 1944. Fælles for de officielle optog i Danmark og Sverige er, at luciabruden og hendes følge synger en vise om Santa Lucia. I sin oprindelse har denne sang dog ligeså lidt med helgeninden at gøre som selve luciaoptoget. Sangen, hvis danske tekst er skrevet af Alex Garrf, er oprindeligt en napolitansk sømandsvise, der hylder fiskerlejet Borgo Santa Lucia.

Lars-Jakob Harding Kællerød