Carit Etlar – bogstavleg eller tatersprog?

Johan Carl Christian Brosbøll blev født 7. august 1816, dvs. for 200 år siden. Under pseudonymet Carit Etlar skrev han i 1853 "nationalklenodiet Gjøngehøvdingen" fra 1853, der sammen med fortsættelsen "Dronningens Vagtmester" fra 1855 er iscenesat og filmatiseret adskillige gange, senest som (udskældt) tv-serie i 1992.

Nutidens litterære smag er langt fra Carit Etlars højstemte skrivestil og opstyltede dialoger, men den myreflittige forfatters værker udkom i samtiden i mange udgaver og enorme oplag.

Inden for den danske personnavnebestand har Gjøngehøvdingen utvivlsomt været med til at popularisere navnet Ib, som bæres af en af romanens helte og hovedpersoner. Også første del af kunstnernavnet er blevet skoledannende: I Danskernes Navne 2005 er der 175, der bærer eller bar navnet Carit.

Carit Etlar som taternavn eller bogstavleg?

Forklaringen på pseudonymet er snævert vævet sammen med forfatterens eget kulørte privatliv. Han blev forlovet 1846 og siden gift 1851 med Hansine Erasmine Thorbjørnsen 1829-1908. Datteren i ægteskabet, Anna født 1852, havde en jævnaldrende legekammerat og nabo, Augusta Schultz, der i løbet af 1870'erne blev Brosbølls selvbestaltede forfatterassistent. Forholdet udviklede sig og medførte, at det første ægteskab blev opløst i 1885. I 1889 blev Augusta gift med den 37 år ældre Carl Brosbøll, og hun vogtede nidkært over Carit Etlars litterære arv til sin død i 1927.

Carit Etlar lagde selv et mytologiserende røgslør ud over pseudonymet, der var helt i tråd med forfatterskabets indhold og emneverden, men som formentlig også skyldtes hensynet til datidens moralkonventioner. I første udgave af Augusta Brosbølls "Carit Etlars Minder fortalte af ham selv. I Biografisk Ramme af hans Hustru" fra 1896 berettes det, hvorledes Carl Brosbøll som ung fortæller vandrer på den jyske hede og hilses velkommen af taterne på Dejbjerg Hede mellem Ringkjøbing og Skjern:

"Nogle af dem gik mod den kommende. «Carl Emtaris!» (Carl Fortælleren eller Carl som fortæller) raabte de. Skriget gentoges af de dansende og lød som Velkomsthilsen omtrent saaledes: «Carl Etar, Carl Etaris!»."

Erindringerne fortsætter med at fortælle, hvorledes forfatternavnet senere blev kreeret i København:

"I den Tid døde en ældre Personlighed, som ikke alene med Interesse havde fulgt den unge Kunstners Fremskridt, men tillige opmuntret og tilskyndet ham til at tage Studenterexamen. Da Forfatterens næste Værk udkom, bar det Signaturen Carit Etlar. Dette Navn havde han dannet af Forbogstaverne af den Afdødes Navn, hans eget Fornavn og «Emtaris», hvoraf m og s udelodes."

I anden udgave af erindringerne fra 1907 er forklaringen ændret:

"I disse trange Kunstneraar døde hans Ungdomsveninde Tertia Fabritius*), som ikke alene med Interesse og Kærlighed havde fulgt den unge Kunstners første Værker og hans haarde Kamp for Tilværelsen, men som tillige havde støttet ham med Raad og Daad og tilskyndet ham til at tage Studentereksamen. Hans Sorg over dette Tab var dyb og langvarig. Da Forfatterens næste Værk udkom, bar det Signaturen Carit Etlar. Dette Navn havde han dannet ved en sindrig Sammenslyngning af Navnene Carl og Tertia, men at det fik den bekendte smukke Ordlyd og ikke en af de mange andre, som nævnte Bogstaver gav Anledning til, skyldes efter Digterens Forklaring alene Tatersproget. Saa meget er vist: Carit Etlar vedblev at være Taternes: Carl Fortælleren."

Augusta tilføjer den forklarende fodnote:

"*) Ifølge Digterens Ønske maatte dette Navn ikke offentliggøres før efter hans Død, og denne Oplysning fremkommer derfor først i denne anden Udgave af Carit Etlars Minder."

Troværdigheden af taterepisoden er svær at bekræfte, da det er noget usikkert hvor mange tatere, der fandtes på heden på Brosbølls tid. De jyske tatere var et sammenrend af folkeslag og menneskeskæbner, som gik under mange nedsættende betegnelser: kæltringer, skøjere, rakkere, natmænd, sigøjnere osv. Den mest berømte taterlejr på Dejbjerg Hede mellem Ringkjøbing og Skjern omtales tørt som "datidens Christiania" af Henning Jensen på hans meget indholdsrige hjemmeside om forfatteren. Der er også en del usikkerhed om de jyske tateres sprog. Den eneste samlede fremstilling, der er baseret på optegnelser fra blot en meddeler i Viborg Tugthus i begyndelsen af 1820erne, er N. V. Dorphs "De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog" fra 1837.

Ifølge ordbogens side 34 betyder Emtáris 'Historie, Fortælling, Æventyr'. Sammenfaldet i tid mellem udgivelsen af ordbogen og den ældst registrerede brug af pseudonymet i 1839, er særdeles påfaldende. Vi ved, at Carl Brosbøll også i andre sammenhænge har dramatiseret sin familiehistorie, og meget taler for, at tater-forklaringen på Carit Etlar er en konstruktion.

Bogstavombytning af Carl og Tertia

Datteren Anna udgav året efter moderens død en noget anderledes erindringsbog om forældrene i 1909: "Træk af Carl Brosbølls og hans Hustrus Hansine Thorbjørnsens Liv og Hjem". Her skriver hun:

"Endnu er der een, hvis Navn knytter sig til Fortællingen om Carl Brosbølls Ungdomstid. Det er Tertia Fabricius, hans første Forlovede. Om hende vides kun lidt. Hun var en Del ældre end han, ham overlegen i Dannelse, og siges at have haft stor Indflydelse paa ham. Hun døde, inden Aldersforskel eller anden Ulighed kunde adskille dem. Maaske bidrog hendes tidlige Død sit til at bevare hendes Minde med en egen Glans. Carl Brosbøll har sørget for, at hendes Navn ikke skulde blive glemt. Han har selv fortalt mig, at han dannede sit Forfatternavn af hendes og sit eget Navn, i hvilke to Navne (Carl-Tertia) alle Bogstaver til Carit Etlar findes".

At spørgsmålet er vigtigt for hende, skyldes måske at hun selv, Anna Christiane Tertia Brosbøll, var blevet opkaldt efter denne ungdomsforbindelse. Anna Tertia synes endda at have været Annas kaldenavn i al fald som barn og ung. Selveste H. C. Andersen omtaler hende således i sin dagbog for tirsdag den 10. januar 1871. Tertia er det latinske ordenstal "den tredje" (i hunkøn), men mens Tertia Fabricius havde to storesøskende, var Anna Tertia enebarn.

Som Henning Jensen rigtigt påpeger, debuterer Carl Brosbøll under pseudonymet Carl i 1838, men allerede året efter kommer gennembrudsromanen "Smuglerens Søn" med pseudonymet Carit Etlar, som fastholdes gennem hele forfatterskabet. Tertia Henriette Christine Fabricius var født 1812 og døde 1844, dvs. fem år efter at forfatterpseudonymet blev skabt, og et par år før at Brosbøll blev forlovet med Hansine. At datteren skriver om Tertia, at hun var "en Del ældre" end faderen, skyldes formentlig, at Brosbøll frem til sin firsårsdag i 1896 konsekvent løj sig fire år yngre, end han var. I virkeligheden var der kun fire års aldersforskel på de to.

Ungdomsforbindelsen med Tertia Fabricius er i takt med forfatterens stigende berømmelse blevet et forhold, som måtte nedtones til fordel for den mere spektakulære selviscenesættelse. I forvejen må forbindelsen med Augusta have ført til en del snak i de fine kredse, som Brosbøll efterhånden blev en del af.

Fofatterens egen floromvundne forklaring på pseudonymet Carit Etlar er rimeligvis en nødløgn. Nødløgne er der andre eksempler på, som f.eks. da Brosbøll på en Italiensrejse 1877 præsenterede rejsefællen Augusta som sin datter for to tyske medrejsende. Med den stigende berømmelse har arten af forbindelsen til Tertia Schultz og det ungdommelige navnepåhit ikke harmoneret med det selvbillede, Carit Etlar gerne ville huskes for, men Carit Etlar bør under alle omstændigheder anerkendes som en stor og folkeligt populær forfatter.

Michael Lerche Nielsen