1. oktober 2015

Brugge (eller Brygge)

I aften (1. oktober 2015) spiller FC Midtjylland udekamp i fodboldens Europa League mod Club Brugge. Udeholdets navn beror på, at klubben har hjemme i den belgiske by Brugge. Sammenlignet med så mange andre europæiske fodboldklubber, inklusive den gæstende danske klub, kan det belgiske klubnavn således siges at høre til de afkodningsmæssigt mere letgennemskuelige: "en (fodbold)klub fra Brugge". Betydningen af bynavnet er også let gennemskueligt, da det ligesom det danske navneord brygge betyder 'skibsbro, kajplads'.

Livet på en middelalderlig nordeuropæisk 'brygge', en kajplads hvor varer blev læsset og losset på og fra handelsskibe. Den belgiske havneby Brugge har sit navn pga. byens kolossale betydning som merkantilt og infrastrukturelt bindeled imellem Nord- og Sydeuropa i middelalderen – en position, der i nutiden nok bedst sidestilles med London Heathrows betydning for den europæiske flytrafik. (Billede gengivet efter tysk undervisningslitografi fra 1909)

Straks mere kringlet bliver det, når det gælder klub- og bynavnets udtale, "brygge" ['brygə] på dansk, hvor man kunne have forventet at det blev udtalt "brugge" ['brugə]. På flamsk (hovedsproget i den belgiske region Flandern, hvori Brugge ligger) udtales u gennemgående som dansk y; i øvrigt akkurat som på Belgiens andet regionale hovedsprog, fransk, hvor byen imidlertid hedder Bruges [bry∙sj].

På engelsk har man direkte overtaget den franske form Bruges, som dog her udtales med -u- [bru∙sj]. Når vi i Danmark generelt formår at udtale u'et i Brugge med så korrekt klingende fransk/flamsk [y], er det næppe pga. noget videre udbredt kendskab blandt danskere til den belgiske udtale af vokaler, der er en hel videnskab for sig. Forklaringen er snarere, at vi i Danmark traditionelt har kendt og kaldt byen ved dens tyske navn, Brügge, og at den tyske staveform også for danskere leder naturligt hen til den rette udtale.

Endonym og eksonym

Men historien stopper ikke her. For den belgiske by Brugge hører faktisk til den relativt lille gruppe af udenlandske byer, der har – eller måske rettere har haft – sin egen danske staveform: Brygge. Når vi på dansk ikke anvender hjemlandets eget navneform (der på fagsproget kaldes et endonym), men enten en internationalt gældende navneform eller vores helt egen navneform, der ikke svarer til den lokalt brugte form, kaldes det et eksonym.

Som eksempler på danske eksonymer kan man f.eks. nævne Athen (Athína), Venedig (Venezia), Rom (Roma), Prag (Praha) og Brugges naboby Bryssel (Bruxelles). Også byer i vores umiddelbare nabolande kan få let tilpassede eksonymer som f.eks. Køln (Köln) og Hamborg (Hamburg).

Brugge er med sine mange gamle og velbevarede bygninger, beliggende helt ud til de omkransende kanaler, et yndet nutidigt turistmål. (Billede ved Toerisme Brugge / Jan D'Hondt).

At vi på dansk har (haft) vort eget eksonym for denne i dag forholdsvis lille belgiske stad kunne i princippet forklares med, at Brugge historisk set har spillet en umådelig stor rolle som havneby og bindeled mellem det sydlige og nordlige Vesteuropa i middelalderen. Dette er imidlertid næppe forklaringen, da den danske navneform Brygge er langt, langt yngre. Faktisk synes den tyske form Brügge nærmest at have været enerådende i danske leksika, atlas og anden litteratur frem til 1945.

Tysk mistede på drastisk vis sin hidtidige popularitet i det danske sprog umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvilket også gælder i danske omtaler af udenlandske byer, hvor det tyske Brügge først blev afløst af det franske Bruges (hvilket dog snart viste sig lige så uheldigt pga. den flamsk-franske sprogstrid i Belgien), og fra midten af 1950'erne så af det danske eksonym Brygge.

Men hvad er rigtigt og forkert?

Den danske form Brygge, som vi i øvrigt har til fælles med svenskerne, synes dog aldrig at have slået 100% igennem og har typisk optrådt sideløbende med andre af de ovennævnte former. Og i modsætning til, hvad der gælder for danske stednavne på indenlandske lokaliteter, så foreligger der faktisk ikke nogen entydig retskrivningsliste for, hvad vi må kalde udenlandske byer.

Dansk Sprognævn og Stednavneudvalget har af Folketinget fået en vejledende rolle herom, der så kan følges ved nyudgivelser af leksika, ordbøger og atlas. I de nyeste udgaver af disse, hvor den belgiske by ellers overhovedet er nævnt, kan man se, at både det danske eksonym Brygge og det flamske endonym Brugge kan benyttes. Men pudsigt nok har redaktørerne af eksempelvis Den Store Danske Encyklopædi (i bd. 3 fra 1995) valgt at opføre byen under Brugge, til trods for at det samme sted i parentes bemærkes, at den på dansk hedder... Brygge!

At vi på dansk i stadig større grad anvender den flamske form Brugge i stedet for Brygge (eller Brügge) falder helt i tråd med en generel tendens i vor stadig mere globaliserede verden til at anvende endonymer i stedet for hidtidigt brugte eksonymer. På dansk har det f.eks. medført, at Bryssel og Florens i nyere tid er blevet til Bruxelles og Firenze.

Afslutningsvis kan man i tilfældet Brugge/Brygge mene, at forskellen mellem navneformerne er til at overse, idet udtalen jo alligevel er den samme. Men at dette bestemt ikke var givet, og at det vitterligt må være den tyske form Brügge og ikke den 'efterkrigsdanske' Brygge, der reelt ligger til grund for den nutidige danske udtale af bynavnet, fremgår af, at præcis samme navneelement uden mindste tøven af alle lokale udtales med -ø-, "brøgge" ['brögə], i det københavnske bydelsnavn Islands Brygge. Samme lydlige udvikling, der skyldes en udtalemæssig sænkning af vokalen y, hvilket især er udbredt i sjællandsk, måtte også forventes for det belgiske bynavn, hvis den danske form Brygge havde været oprindelig. 

Tilbage står blot at bemærke, at for dem, der ikke skulle have nået at læse denne klumme på udgivelsesdagen, så bevarer historien i fodboldmæssig forstand sin aktualitet frem til den 10. december 2015, hvor FC Midtjylland og Club Brugge spiller returkamp. I Herning.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen