Brasilien – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Brasilien

01. juli 2014

Brasilien

Det måske mest anvendte stednavn i danske medier i disse dage er Brasilien. Denne ekstraordinære interesse for det sydamerikanske landenavn skyldes, som det vel måtte være de fleste bekendt, at Brasilien p.t. er værtsland for verdensmesterskaberne i fodbold. Men det er nok de færreste, der ved, hvad navnet Brasilien i grunden betyder, og hvorfor landet kendt for samba og gudsbenådede fodboldspillere hedder sådan.

Brasilien forbindes i omverden gerne med fest og farver – uanset om det gælder fodbold, karneval eller regnskovens flora og fauna. Det er dog næppe farven rød, der først tænkes på hos de fleste, men ikke desto mindre er det just denne farve, der ligger bag landets navn.

Hvor de fleste nok især forbinder Brasilien med farven gul (jf. farven på fodboldlandsholdets legendariske hjemmebanetrøje), så betyder navnet i sin grundform faktisk rød! Landenavnet tager således udgangspunkt i det fransk-germanske ord braise, samt den formentlig heraf dannede latinske form brasa, der på dansk kan oversættes med 'glød' eller 'glødende træ(kul)'. Nært beslægtet hermed er det svenske ord brasa, der betyder 'bål'.

På portugisisk har man heraf udviklet ordet brasil, der betegner den orangerøde farve, som rødglødende trækul har. Og da portugiserne i starten af 1500-tallet ankom til det store regnskovsklædte land, der senere skulle blive til Brasilien, blev de i kystlandet især mødt af en bestemt træsort, hvoraf de kunne producere et glødende dybrødt farvestof, som blev umådelig populært i den hjemlige europæiske tekstilindustri. På grund af farvestoffet gav portugiserne træet navnet pau-brasil (hvilket på engelsk blev til brazilwood og på dansk brasil-træ).

Brasil er den portugisiske betegnelse på den farve, som glødende trækul giver. Brasiltræet, pau-brasil, er opkaldt efter denne farve på grund af sit indhold af et orangerødt farvestof, der dels giver træet en glødende varm farve i forarbejdet form, bl.a. populært til fremstilling af violiner og violinbuer, dels kan udvindes direkte og bruges til tekstilfarvning.

Sande kors, hellige kors – og røde træer og papegøjer

Landet, hvor pau-brasil-træet groede, nåede dog i sine første kolonisationsår at have indtil flere navne. Da kaptajn Pedro Álvares Cabral som den første europæer opdagede Brasilien den 3. maj 1500, troede han at det var en ø, som han døbte Ilha de Vera Cruz, "Det Sande Kors' Ø", og selvom det var under dette navn, han præsenterede sit fund for kongemagten hjemme i Lissabon året efter, foretrak embedsmændene her tilsyneladende at registrere den nyfundne koloni som Terra da Santa Cruz, "Det Hellige Kors' Land" – bl.a. fordi det allerede da stod klart, at der ikke var tale om en ø. Kort tid senere fandt mere kommercielt tænkende europæiske handelsfolk dog på at omtale det som Terra do Brasil, altså "brasiltræets land".

At landet i første omgang blev opkaldt efter Det Hellige Kors, skyldes formentlig, at opdagelsesdagen i den liturgiske kalender var festdagen for samme kors. Kaptajn Álvares Cabrals navngivning blev imidlertid ikke engang respekteret af hans egen besætning, der over for italienske købmænd i Portugal omtalte det eksotiske sted som "Papegøjelandet" – hvorfor det i italienske kredse længe efter kendtes som Terra di Papaga.

Efterhånden som sendingerne af brasil-træ og ikke mindst den heraf udvundne røde ekstrakt væltede ind i de portugisiske havne, måtte det religiøst refererende landenavn snart helt vige for sit kommercielle alternativ, og allerede fra 1516 omtales landet også i officielle kilder som Brasil. Den nære tilknytning til brasiltræet ses også af det forhold, at det portugisiske navn for landets indbyggere ikke er det sprogligt set mest logiske brasiliano, som ville svare til det danske brasilianer, men derimod brasileiro, dvs. med afledningsendelsen -eiro, der ellers kun kendes fra stillingsbetegnelser (f.eks. açougueiro = slagter). Brasileiro betyder således strengt taget "en, der arbejder med brasil-træ".

Sydamerikanske indianere saver brasiltræ. Brasiltræets voldsomme popularitet i Europa betød, at europæiske købmænd simpelthen ignorerede koloniprovinsens officielle navn, Terra da Santa Cruz, og i stedet opkaldte landet efter den eftertragtede handelsvare. Udbytningen betød desværre også, at det engang så udbredte brasiltræ i dag er tæt på udryddelse. (Tegning af Johannes van Keulen, 1683).

Brasil og Brasilien – og de andre landenavne

Inden portugisernes ankomst var Brasilien befolket af en række forskellige indianske stammer, imellem hvem det mest dominerende sprog var guerani. Pudsigt nok tog guerani-sprogets oprindelige navn for skovlandet også udgangspunkt i et træ, idet Pindorama betyder "landet med palmetræerne".

I Europa udvikledes op gennem 1500-tallet en række forskellige nationale former af det portugiske landenavn Brasil. På latin, der fortsat udgjorde Europas primære verdenssprog, kom landet til at hedde Brasilia. På spansk overtog man den portugisiske form Brasil, på italiensk blev det til Brasile, på fransk Brésil, på engelsk Brazil, på nederlandsk Brazilië og på tysk Brasilien.

I Danmark og Sverige valgte vi at følge den tyske form med en -ien-afledningsendelse, hvilket på tysk, svensk og dansk er umådeligt brugt i lande- og områdenavne. Blandt de mere kendte eksempler kan opremses landenavne som Belgien, Spanien, Italien, Rumænien, Kroatien, Bulgarien, Albanien, Tunesien, Saudi-Arabien, Indien, Indonesien og Australien, samt provinser som Californien, Catalonien, Sicilien, Transylvanien og Tasmanien. Endelsen anvendes således ofte på dansk i lande og områdenavne, der på oprindelsessproget ender på -ia (eller tilsvarende, som flamsk - og spansk -ña), men dette er altså ikke tilfældet med Brasil, hvor man i de kontinentalgermanske sprog måske mere har skævet til den latinske form Brasilia. På begge nutidens norske sprog (bokmål og nynorsk) har man derimod fulgt den latinsk-engelske linje og indført originalformen Brasil.

I stednavnesproglig sammenhæng er det endvidere interessant at notere sig, at mens vi på dansk, svensk og tysk har været særdeles flittige til at anvende -ien-afledningsendelsen på lande- og områdenavne uden for Tyskland og Norden, så er formen næsten ikke-eksisterende i vore stednavne på lande og områder inden for hjemregionen. Her foretrækker vi tilsyneladende så udpræget afledningsformerne -en (f.eks. i Sachsen, Schwaben, Franken, Hessen, Thüringen, Böhmen, Preussen og Karelen) og -n (Møn og Ven), samt den mere sjældne -ern (Bayern, Pommern og Femern), eller de selvstændige endelsesformer -land (Friesland, Jylland, Sjælland, Lolland, Halland, Småland, Götaland, Värmland, Gotland, Åland og Finland) og -mark (Danmark, Telemark og Finmark).

Blandt de bemærkelsesværdigt få intra-regionale eksempler på -ien-endelse i områdenavne findes først og fremmest det overnationale regionsnavn Skandinavien. Man synes dermed at kunne udlede, at -ien-afledningsformen primært er blevet anvendt i navne på lande og områder beliggende langt væk fra navngivernes hjemregion – et kriterium, som Brasilien set med danske øjne jo unægtelig må siges at opfylde.

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen