Blak – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Blak

01. juni 2016

Blak

De gamle danske sagn byder på mange stridigheder om jord og markskel. Et sønderjysk sagn af den type giver en særegen forklaring på slægtsnavnet Blak.

Evald Tang Kristensen (1843-1929) var egentlig uddannet skolelærer, men han brugte store dele af sit liv på at indsamle og udgive folkeminder, især i Jylland. Faktisk blev han en af verdens største private folkemindesamlere. Ikke mindre end otte gange var han på indsamlingsture i Sønderjylland i perioden 1886 til 1910. Hans første større rejse til landsdelen var dog i 1894 hvor han blandt andet mødte Anders Blak. (Billede fra Wikipedia).

I september 1894 er den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843–1929) på sin første større indsamlingsrejse til Sønderjylland, også kaldet Slesvig. Landsdelen er under tysk herredømme, og den dansk-tyske grænse går helt oppe ved Kongeåen. Tang Kristensens oplevelser i området beskriver han i sit erindringsværk Minder og Oplevelser: Turen går til den nordøstlige del af Slesvig, hvor han har midlertidig base i Aabenraa, og herfra tager han på ture ud i landsognene for at opsøge de informanter fra landbokulturen som han særligt foretrækker. Blandt andet kommer han ud til Øster Løgum sogn nordøst for Aabenraa. I sognet ligger landsbyen Genner, og her møder han en sagnfortæller med navnet Anders Blak.

Blak fortæller et par sagn som Tang Kristensen skriver ned i sine feltoptegnelser. Med sin store erfaring i optegnelsesarbejdet skriver Tang Kristensen sagnene ned på stedet, lige så hurtigt som Blak kan fortælle. I dag ligger feltoptegnelserne hos Dansk Folkemindesamling under arkivsignaturen DFS 1929/16, og de bliver i daglig tale benævnt som Evald Tang Kristensens 'Dagbøger'.

Små, nære fortællinger

Sagnet er som folkloristisk genre typisk kortfattet og fortælles i meget nær sammenhæng med det landskab hvor sagnfortælleren og dennes tilhører har deres daglige liv og virke. Herudover indeholder sagnet gerne historisk troværdige oplysninger og karakterer. Som historisk kilde er sagnet dog fattigt, og man kommer ikke langt hvis man forsøger at finde ind til en historisk kerne. Derimod kommer man meget længere hvis man analyserer sagnet i nær sammenhæng med det menneske der fortæller, og det samfund fortælleren lever i. Man kan derfor i stedet spørge sig selv: Hvorfor interesserer sagnfortælleren sig for netop dét sagn på netop dét tidspunkt i historien?

Et af de sagn Anders Blak fortæller Tang Kristensen, faktisk det første, handler blandt andet om oprindelsen til Anders' eget slægtsnavn Blak. Her har jeg skriftnormaliseret sagnet som det er noteret i Tang Kristensens Dagbøger:

Folkene her stod under en herremand i Jylland [dvs. Nørrejylland]. Så var to naboer komne i trætte om en vej. Marken lå jo mest til fællig [dvs. ejet af fællesskabet], og så skulle herremanden herned og afgive sin kendelse. Så længe den ene mand begærede vej tværs over den anden mands agre, tav herremanden stille, men da de kom til et sted hvor han forlangte vej langs over den anden mands, sagde han [altså herremanden]: "Hør nu du mand på Blak!" Han mente jo det var et ubilligt forlangende. Manden red på en blakket hest, og siden beholdt han navnet Blak. Herremanden vidste ikke hvad han hed.

Hesten og den forrædderiske hirdmand

Egentlig sætter Anders sit slægtsnavn Blak i forbindelse med to forskellige begreber. Det ene er herremandens udmelding: "Hør nu du mand på blak!". På gammeldansk (altså på dansk talt i middelalderen) kendes navneordet blak i betydningen 'lysfarvet hest', mens Blak i forbindelse med en gammel folkevise om helten Svend Felding er navnet på Feldings hest. Da blak som navneord altså allerede er gammeldags på Anders' samtid, er det mere sandsynligt at Anders tænker Blak som hestens eller slægtsgårdens navn. Som et navn har indsamleren Tang Kristensen i hvert fald forstået det: I den redigerede version af sagnet som han i 1896 lader trykke i bind fire af sit store korpusværk Danske sagn (som nummer 1192), har han skrevet Blak med stort begyndelsesbogstav, og dermed identificerer han ordet som et egennavn (proprium).

Den anden udmelding om at "[m]anden red på en blakket hest", skal måske sættes i forbindelse med nogle faste vendinger. I Saxos Danmarkskrønike fra omkring 1200 er navnet Blakke (på latin: Blacco) båret af den hirdmand der forråder Knud den Hellige. I forbindelse med denne fortælling er nogle vendinger opstået, eksempelvis "at ride på Blakkes hest" i betydningen 'bære sig underfundigt ad' og "at ride på den blakkede hest" i betydningen 'at udvise falskhed'. Dog er det ikke sikkert at disse gamle vendinger er kendt af sønderjyden Anders Blak: Tillægsordet blakket kan alternativt sigte til hestens sortbrogede farve eller, i overført betydning, hestens upålidelighed.

I Anders' samtid i Sønderjylland har slægtsnavnet Blak særligt kunnet give associationer til tillægsordet blakket i betydningen 'uden klar stillingtagen i den nationale kamp mellem dansk og tysk' (her citeret fra Jysk Ordbog). I det primært dansksindede Nordslesvig har det ikke været ønskværdigt at have ry for at være blakket, og Anders Blak formår med selvironi og humor at fjerne sit eget slægtsnavn fra disse associationer. Så hellere identificere sin slægt med en antihelt der forsøger at snyde sig til jord i en stridighed om markskel!

En sandemands sønnesøn fortæller

Sagn om markskelstridigheder, og om folk der flytter på markskellene, er hyppige i det danske sagnmateriale fra det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede. Man må huske på at folkeminderne mestendels blev indsamlet blandt folk fra landbokulturen, og sagnene repræsenterer hovedsageligt de interesser denne befolkningsgruppe havde. Den jord man ejede, var ens livsgrundlag, og det har været af stor betydning hvor nøjagtig et markskel stod placeret. Men temaet om denne slags stridigheder viser sig at være ekstra nærliggende for netop Anders Blak, når vi graver i hans families historie ved hjælp af folketællinger og kirkebøger.

Udsnit af folketællingen fra Øster Løgum sogn den 1. februar 1860. Anders Black den ældre står optegnet på første linje. Han er 76 år, enkemand og bosiddende i Gjenner. Hertil har han en høj status i lokalsamfundet som "Sognefoged, Sandemand, Gaardm[and], Husfad[er] og Dannebrogsmand". Anden linje er hans 47-årige søn, Knud Black, der driver gården for ham. På femte linje finder vi Knuds ældst levende søn, Anders Black på 15 år, der er opkaldt efter sin farfader, og som i september 1894 møder Evald Tang Kristensen i Genner. (Gengivet efter Arkivalier Online ved Statens Arkiver).

I folketællingen 1860 optræder to mennesker med navnet Anders Black der bor i samme gård i landsbyen Genner (Øster Løgum sogn): Den ene Anders Black er en 76-årig sognefoged hvis søn, Knud Black, driver gården sammen med sin hustru, deres børn, en aftægtskone (der efter navnet at dømme må være hustruens mor) og nogle tjenestefolk. Den anden Anders Black er Knud Blacks søn, førstnævnte Anders Blacks sønnesøn.

Kirkebøgerne afslører at Anders Blak den ældre ganske rigtigt er født 1784, men til gengæld dør han i 1862, kun to år efter han blev registreret i folketællingen. Derfor kan han naturligvis ikke have mødt Tang Kristensen i Genner i 1894. Hans sønnesøn af samme navn er født 16. januar 1846. Anders Black den yngre har altså været 48 år da Tang Kristensen kommer forbi Genner. Han må være vores sagnfortæller, om end det ikke er lykkedes mig at genfinde ham i kirkebogen efter 1890 hvor han nævnes som nuværende ejer af den fædrene gård i forbindelse med faderens, Knud Blacks, begravelse.

Men særligt én at farfaderens mange stillinger og titler, der fremgår af folketællingen 1860, er alligevel værd at bemærke: Anders Blak den ældre var sandemand. Ifølge den middelalderlige Jyske Lov, der på nogle områder forblev retsgrundlag i Sønderjylland helt frem til 1900, blev en sandemand udpeget på livstid, og han skulle blandt andet træffe afgørelse i markskelsager, nærmest som en nævning i moderne danske retssager (se eksempelvis ODS betydning 1).

At træffe afgørelse i markskelsager har altså været en del af Anders Blaks tillidshverv som sandemand, og når hans sønnesøn i september 1894 fortæller Evald Tang Kristensen et sagn der netop omhandler en stridighed om markskel, er det altså næppe helt tilfældigt.

Martin Sejer Danielsen

Opdatering 27. marts 2017

Anders Blaks videre færd er nu opklaret, da han er fundet i kirkebogen for nabosognet Hoptrup og i H. Hejselbjerg Paulsens bog Sønderjydske Slægter fra 1941, s. 252: Anders Blak døde ugift i Hoptrup Sogn den 30. juli 1925. Han solgte slægtsgården i Genner cirka 1898, altså kun få år efter Tang Kristensen mødte ham i 1894.