Anvendt indtil ca. år 500.
Betydningen af efterleddet har været omstridt, men i hvert fald nogle af navnene udtrykker en mangel (fx Sengeløse). Flertallet er dog tydeligvis meget gamle og indeholder ordet *løsa, beslægtet med 'lys', i betydningen 'lysning, åbning, mark el. eng'.
De kan i nutiden have formen -(e)lse og er mest udbredte på det vestlige Sjælland.
Anvendt indtil ca. år 800.
I de fleste tilfælde har afledningsendelsen -ing(e) en umiddelbar stedbetegnende betydning, dvs. at Bregninge f.eks. betyder "Stedet med bregnerne", ligesom en 'skråning' f.eks. betyder "Et sted der er skråt".
I enkelte tilfælde kan stednavnet dog muligvis være dannet af et indbyggernavn, i en form som når en alsing f.eks. er en person fra Als.
Formen -ing er mest udbredt i Jylland, mens -inge er den normale form på Øerne. På Fyn kan -ing(e) få formen -ende som i f.eks. Birkende, "Stedet med birkene".
Anvendt ca. år 300-750.
Ordet hem (med langt e) er en gammel fællesgermansk form af ordet 'hjem'. I stednavne betyder det som regel 'ejendom' eller 'bebyggelse'.
Stednavne med efterleddet hem er mest udbredte i Nørrejylland, men falder i deres moderne form ofte sammen med dativ-navne på endelsen -um.
Anvendt indtil ca. år 1250.
Stednavne der ender på -um, er som regel gamle bøjningsformer af navneord som angiver at der er tale om en lokalitet. Stednavnet Husum betyder f.eks. "(Ved) husene".
Navne på -um kan til tider i deres moderne form falde sammen med navne med efterleddet hem, sådan at det kan være svært at afgøre hvornår der er tale om hvad.
Anvendt ca. år 300-800.
Ordet lev er et fællesgermansk ord beslægtet med ordet at 'levne', og det bruges i danske stednavne i betydningen 'arvegods'.
Stednavne med efterleddet -lev findes primært på Sjælland, på Fyn og i Øst- og Nordjylland.
Anvendt ca. år 400-900.
Selvom der også findes enkelte moderne stednavne med efterleddet -sted, synes det primært at have været i brug op til vikingetiden. Betydningen er som regel 'bebyggelsessted', men kan i nogle tilfælde også være 'sted' eller 'by'.
Anvendt fra ca. år 750.
Ordet by er beslægtet med at 'bo' og har til alle tider betegnet en bebyggelse. I enkelte tilfælde i Nord-, Vest- og Sønderjylland kan det dog fungere som navn på en enkelt gård og ikke på en samling af huse.
Anvendt ca. år 750-1250.
Ordet toft har i gammeldansk betydningen et 'areal uden for landsbyfællesskabet', altså et areal som hører til den enkelte gård.
På Øerne kan efterleddet også findes i flertal i formen -tofte.
Anvendt ca. år 850-1350.
Stednavne som indeholder elementet torp, er den mest udbredte type af danske bebyggelsesnavne, og ordet har betydningen 'udflytterbebyggelse'.
I Danmark er det mest udbredt i vikingetid og tidlig middelalder. Det findes i simplex-formen Torp, men er mest almindeligt i efterledsformerne -trup, -drup og -rup.
Anvendt ca. år 900-1350.
Ordet tved har betydningen 'skåret' eller 'ryddet' og bruges i stednavne i betydningen en 'rydning'. Mange oprindelige tved-navne har ændret sig markant og kan være svære at genkende i deres moderne form, f.eks. det langelandske Humble "Humle-tved", "Rydningen hvor der dyrkes humle".
Anvendt ca. år 900-1350.
Stednavneelementet rød kommer af det gammeldanske ord ruth som betyder 'rydning'.
Navne på rød er mest udbredte i det nordøstlige Sjælland og til dels i det vestlige Sjælland, og i Jylland findes de også på formen rud.
Anvendt ca. år 1050-1350.
Stednavneelementet bøl(le) er en afledning af ordet bol som betyder 'enkeltgård' eller 'udflyttergård'. Især på Langeland, og til en vis grad i Sønderjylland, kan det se ud til at navne på bøl(le) har været i brug allerede før middelalderen.
I Jylland finder man oftest formen bøl, mens bølle er mest udbredt på Øerne.
Navneelementer dannet efter naturfænomener er som regel vanskelige at datere på et sprogligt grundlag. Nogle af ordene kender vi dog som fællesgermanske, dvs. tilbage fra før vores tidsregning, inkl. borg som i sin ældre betydning 'højdedrag, forhøjning i landskabet' især findes i vestjyske stednavne. Navnene kan derfor være meget gamle – men kan også sagtens være dannet i nyere tid.
Nogle ord for naturfænomener kender vi ikke fra det fællesgermanske sprog, men først fra urnordisk, dvs. fra omkring starten af vor tidsregning. Mange af ordene er dog stadig aktive i sproget og giver fortsat anledning til dannelse af nye stednavne.