Efternavne i oldtid og middelalder – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Personnavne > Efternavne > Efternavne i oldtid og...

Efternavne i oldtid og middelalder

De skriftlige kilder til Danmarks historie før højmiddelalderen er yderst sparsomme, og derfor er vores viden om de ældste danske efternavne også begrænset. Men ikke mindst runeindskrifterne kan bidrage til vores viden.

Læser vi de indskrifter som blandet andet kan findes i Danske Runeindskrifter, kan vi se at de allerfleste danskere i urnordisk tid (200-800) kun lod sig omtale med ét navn, hvad der gør det umuligt at tale om fornavn og efternavn.

Stenmagle-æsken

"HagiraðaR gjorde" står der med runer på den lille trææske fra Stenmagle (400 e.Kr.). HagiraðaR "den som giver gode råd" havde som de fleste danskere i urnordisk tid kun ét navn.

Fra vikingetidens runeindskrifter (800-1050) kender vi navnene på ca. 500 personer. Det er fortrinsvis overklassens mænd og kvinder vi møder i runeindskrifterne, og de fleste af disse er nærmere karakteriseret enten ved tilnavn (Asser Saxe, Gunne Hånd) eller ved tilføjelser af forskellig art til fornavnet (Harald Konge, Runulf den Rådsnilde). Vi finder dog også stadig 'vikinger' med kun ét navn, som fx Basse som vi kender fra den tredje Jelling-sten.

Blandt tilnavnene i runeindskrifterne udgør patronymiske bestemmelser en betydelig del: Asfrid Odinkars datter, Gorms Toke, Troels Gudmunds søn – og Asger Bjørns søn fra Århus-egnen.

Men først fra begyndelsen af middelalderen træffer vi indskrifter hvor faderens fornavn + søn er skrevet sammen således at patronymet kan betragtes som et egentligt tilnavn (Sven Sazærsøn). Og patronymet er stadig her i begyndelsen af det 21. århundrede – nu som arveligt -sen-navn (sekundærpatronym) – den mest almindelige form for efternavn i Danmark.