Voss
Udtalen af bogstaverne "f" og "v" volder ikke problemer i almindeligt talt dansk, og tilsvarende giver ord med disse bogstaver heller ikke særlige staveproblemer, selvom forskellen mellem de to bogstavers udtale kun er et spørgsmål om stemt eller ustemt lyd. "f" er ustemt, og "v" er stemt, begge lyde dannes ved at underlæben holdes op mod fortænderne i overmunden. I det almindelige ordforråd kan man ane nærheden mellem de to bogstaver i enkelte ord, hvor "f" og "v" veksler (grov, groft; stiv, stift).
I personnavne er det imidlertid ikke helt så enkelt, og det skyldes, at en del af vores navne – det gælder i denne omgang efternavnene – er kommet til os fra vores nabosprog. På "f" og "v"-området giver det to slags usikkerheder.
von And
Den mest iøjnefaldende er den, som de fleste nulevende danskere først har mødt i navnet på Anders Ands onkel, Joachim von And. Hvilket barn har ikke ment, det var en underlig ide, at det udtalte "f" bliver skrevet med et "v", eller omvendt at det skrevne "v" skal udtales "f". Grunden hertil er, at ordet von er lånt fra tysk, for i tysk og hollandsk har der udviklet sig den norm, at "v" udtales som vores "f", mens vores "v" bliver gengivet med et "w". For en række indlånte navne har det fået den konsekvens, at de i dansk nok skrives med "v", men udtales som om de var skrevet med "f".
Voss – en ræv
Det mest almindelige er navnet Voss, udtalt "fos", med 2.006 navnebærere i 2005. Det er en nedertysk form, der svarer til højtysk Fuchs 'ræv'. Andre forholdsvis almindelige efternavne er Vetter, udtalt "fætter", Vogel, udtalt "fogel" og Voigt og Vogt, udtalt "fogt". Det første er identisk med vores ord fætter, og det andet er identisk med vores ord fugl. De to sidste er nedertyske former af et ord, som svarer til dansk foged, alle udviklet af latin advocatus.
Mere i vildrede bliver man med efternavnene Valentin og Valentiner, der begge udgår fra fornavnet Valentin. Men mens fornavnet på dansk altid udtales med "v", og den angelsaksisk inspirerede markering af Valentinsdag også viser "v"-udtale, har den mest almindelige udtale af efternavnene "f".
Andre og endnu sjældnere efternavne må man lære sig fra navn til navn, og der er en del fælder, som man nemt kan falde i. Navne, der ser helt eller temmelig danske ud, er således Vink, udtalt "fink", Velschow udtalt "felskov", Vorbeck, udtalt "forbæk" og Volkersen udtalt "folkersen". Sidstnævnte navn bl.a. båret af den navnkundige Pjerrot-skuespiller Niels Volkersen, hvis buste ses ved Pantomime-teatret i Tivoli i København.
Flyvere og fodfolk
Til "f"-navnene hører endvidere bl.a. mere fremmedartet udseende navne som Vosgerau, Vollquartz, Vøhtz, Vølker, Vlieger, Vlugt, Vaupel og Verwohlt. Omvendt udtales efternavnet Voetmann derimod med "v", selvom det indeholder den nedertyske form af ordet fod og i sammensætningen med -mann betyder 'soldat af fodfolket', altså egentlig en fodmand. Der er ikke noget her, man kan regne sig frem til på forhånd, og ved de lidt mere udbredte af disse navne, kan der være familier, der har udviklet "v"-udtale.
De mennesker, der har et efternavn med "v", der skal udtales "f", har samtidig et evigt tilbagevendende udtaleproblem, og det er derfor ikke mærkeligt, at der parallelt med de tysk-hollandske "v"-former har udviklet sig former, hvor der skrives med "f". Ganske udbredt og gammelt er således efternavnet Foss, og at der ikke er tale om det nordiske navneord fos 'vandfald', men om samme navn som Voss, fremgår for en af Foss-slægternes vedkommende direkte af, at forfaderen, magister Christian Foss, også blev kaldt Reff (Ræv), altså en oversættelse af navnet. Andre af "v"-navnene, der har paralleller med "f", er Fogel, Fetter, Fogt, Fink og Folkersen.
Der er mange særheder og faldgruber i det danske navnestof!