Pødenphant – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Pødenphant

01. august 2014

Pødenphant

Såvel med hensyn til stavemåde som betydning hører Pødenphant til de mere ejendommelige danske slægtsnavne. Det er dog ikke så sjældent, som man kunne tro: En søgning på Danskernes Navne fra 2005 afslører, at 98 personer på det tidspunkt hed Pødenphant. Dertil må lægges alternative stavemåder: Pødenphandt (44 personer), Pödenphandt (1-3 personer), Pødenphanth (6 personer) og Phødenphant (1-3 personer).

William Hogarths: The Five Orders of Perriwigs as they were Worn at the Late Coronation Measured Architectonically fra 1761 er et satirisk opgør med adelsstandens overdrevne og udenlandsk inspirerede parykbrug. Parykken som modefænomen blomstrede op i 1600-tallet. Billede fra Wikimedia Commons.

Men hvad er egentlig oprindelsen til det mærkelige navn?

Slægtsphorskning og phaktatjek

Via den kommercielle slægtsforskerside familiekroeniken.dk finder vi som ældste navnebærer en parykmager i Randers, Ludvig Pedersen Pødenphandt (1690-1770). Ifølge hjemmesiden hed Ludvigs far Elias van Putte, og han skulle angiveligt være døbt 1662 i den nederlandske by Tilburg.

Hvor denne slægtsidentifikation stammer fra, skal være usagt. Set med sprogforskerens briller forekommer det dog umuligt, at et foranstillet van med betydningen "fra/af" skulle kunne blive efterstillet efter indvandringen til Danmark, således at navneformen kunne blive *Putte+van, udtalt [pödefan].

For det første kender vi mange slægtsnavne i Danmark med van, fx van Hauen, van Deurs osv., i alt 635 navne iflg. Danskernes Navne. Så navnetypen er kendt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle udvikle sig så usædvanligt.

For det andet er der ingen danske efternavne, hvor van skrives med f, selvom v'et jo udtales f, ligesom det kendes fra moderne nederlandsk og tysk. At v potentielt kunne skrives som f, kendes ellers fra f.eks. slægtsnavnet Voss, som også skrives Foss. Endelig mangler der en god forklaring på det afsluttende -t i Pødenphant, hvis det virkelig skulle have været en dansk tilpasning af van Putte.

Oprindelsen til slægtsnavnet Pødenphant må søges andetsteds. I registrene til Personalhistorisk Tidsskrift finder man en ældre forekomst af navnet Pødenphant i Danmark, nemlig i K. C. Rockstrohs gennemgang af Oplysninger om tyske og hollandske Reformerte i Kjøbenhavn 1690, trykt i 1938.

Her finder man (på s. 233) en "Elias Pödenfand, Gummer." Hustanden i "Breide Königes strasse" omfatter hustruen, hvis navn ikke nævnes, en stor søn, Peter Pödenfand, der angives at arbejde for faderen, samt to mindre, unavngivne søskende. En "Gummer" betegner ifølge Rockstroh muligvis en håndværker, der gummierede/limede ting – bl.a. parykker...

Phranske æsler

Men hvad betyder Pødenphant så? Kunne det fx være et fransk navn omdannet af *Petit-enfant på linje med navne som Petitfils, Petitfrère og Petithomme? Desværre har franske navnebøger ikke et sådant navn.

Billede af et nuttet, et år gammelt hunæsel af racen langhåret Poitou-æsel, fransk Baudet du Poitou, som på engelsk kaldes Poitevin Donkey. Dette er vel det nærmeste, vi kommer et billede af en Pødenphant. Billede fra Wikimedia commons

I Frans Debrabanderes belgisk-nordfranske efternavneordbog finder man til gengæld slægtsnavnet Poitevin med betydningen "indbygger fra Poitou", som kan føres tilbage til 1200-tallet. Regionen kendes bl.a som vindistrikt og for det langhårede Poitou-æsel, som på engelsk kaldes Poitevin Donkey.

Som variantformer af indbyggernavnet  anføres: Poitevin, Poittevin, Potavin, Potvin, Podvin, Poidevin, Podevin(s), Poddevin, Potdevin, Podevain, Podevijn, Podevyn, Peudevin, Peutevinck, Peutevynck, Putefin, Putteveyn (Debrabandere 2003, s. 984). I Patrick Hanks og Flavia Hodges ordbog over efternavne i de engelsktalende lande finder man under opslagsformen Potvin samme forklaring og variantformerne: (le) Poidevin, le Poideven, Pod(e)vin, Patvine, Potwin, Portwin(e), Putwaine, Puddifin, Puddifant, Puttifent. Desuden anfører ordbogen en række lignende navne, der ikke nødvendigvis har samme oprindelse: Poit(t)evin, Poitvin, Pitavin, Pétavin, Pétavy, Peytavi(n) (Hanks & Hodges 1988, s. 429).

Den lange række af beslægtede navne gør det klart, at Pødenphant må være en flamsk eller hollandsk udvikling af det franske slægtsnavn Poitevin – hvor v'et altså på nederlandsk vis er blevet udtalt som et f. Med sammenblanding af endelsen -n med -ng og -nd får man både Peutevinck og Puddifant samt en lang række andre 'forvanskede' former. Der er derfor ikke så langt endda fra Poitevin til Pødenphant.

Oliphanter og sykophanter

Til slut bør det nævnes, at vi også har enkelte andre slægtsnavne på -fant i dansk. Det nærmest beslægtede er Oliphandt med sideformen Olifent. Olifant er det nederlandske ord for en elefant, men det er også betegnelsen for et jagthorn udskåret af elfenben. Og ser man i Dansk Sprognævns Baglænsordbog, er der foruden (sø)elefant kun ordene infant ("yngre søn af en spansk konge") og sykofant ("bagvasker, spytslikker") i det almindelige danske ordforråd.

Det Danske Sprog og Litteraturselskabs uundværlige hjemmeside ordnet.dk giver lidt flere, fx det nedsættende lusefant ("vagabond"). Selvom det ikke lader sig bevise, forekommer det rimeligt, at navnet Pødenphant har fundet sin endelige form gennem ligheden med Olifant og andre ord på -fant.

Pennephører: Michael Lerche Nielsen

Billede 1455-60 af den faldne sagnhelt Roland med signalhornet, olifanten, ved sin side under slaget ved Roncevaux. Billede fra expositions.bnf.fr

Appendiks (14. august 2014)

En god kollega har foreslået en mere detaljeret forklaring på, at fransk Poitevin bliver til Pødenfant. Endelsen -vin i det franske navn er via den nederlandske udtale [fa(i)n] blevet omtolket til ordet fant, der på de nordiske sprog kan betyde 'tjener', 'soldat' og 'vagabond' (jf. ODS), men også 'lømmel', 'fæhoved', ja endog – som det er tilfældet i oldislandsk fantr – 'monster' (jf. ONP). Ordet fant stammer rimeligvis fra de romanske sprog, fx latin infans og fransk enfant 'barn', samt italiensk fante, der betyder 'ung tjener', 'soldat'. Dette ord er via nederlandsk blevet indlånt i de nordiske hovedsprog og dialekter. Alt i alt en fornuftig forklaring på det afsluttende -t i Pødenphant.