Odense – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Odense

01. marts 2014

Odense

Illustration fra et islandsk manuskript fra 17. årh. (NKS 1867 4to) der viser den enøjede Odin ridende på sin hest Sleipnir. (Billede fra Wikipedia, manuskriptet findes på Det Kongelige Bibliotek).

Ser vi på oprindelsen af navnet Odense, kan vi se at det er sammensat af genitiv af gudenavnet Odin og det gammeldanske ord 'helligdom, helligsted' – det betyder altså "Odins helligdom". Odin kender vi som den øverste og klogeste af aserne, de hedenske guder, og Odense indtager da også på mange måder en central plads i Danmark.

Odense er 'kun' Danmarks tredjestørste by, men alligevel en af de mest berømte. Det skyldes især at H.C. Andersen er født og opvokset her, men Odense har mere at byde på end blot eventyr: Byens tidlige historie er spækket med voldsomme royale magtspil hvor religionen og guds bygninger ikke var hindringer for at sætte en rival ud af spillet – for evigt.

Knud den Helliges hellige steder

Det mest berømte drama er mordet på Knud den Hellige i Skt. Albani kirke i 1085, hvor Knud søgte tilflugt i kirken i den tro at han kunne være sikker her. Men det kunne han ikke – hans modstander fandt ham og gennemborede ham straks med et blodigt sværd, fortæller sagaerne.

Det er lidt ironisk at det netop var i Skt. Albani kirke Kong Knud skulle dø. Han var inden sin død en kendt vikingekonge og havde selv, på sit togt til England i 1075, hjemført Skt. Albans og Skt. Osvalds relikvier til Odense, hvor han havde sin kongsgård. Den nærliggende kirke blev efterfølgende viet til Skt. Alban og var formentlig Odenses ældste sognekirke. Med Kong Knuds død og hans efterfølgende kanonisering oprettedes en ny kirke omtrent på Skt. Albani kirkes grund, men den indviedes til den Knud den Hellige – som han nu hed – og kaldtes Skt. Knuds Kirke og ophøjedes efterhånden til domkirke.

Odins helligdom – og trælleborgen

I det hele taget var Odense et centrum for den tidlige kristendom. Var der nogen grund til det? Odense var allerede før kristendommens indførelse et lokalt magtcentrum med et kongeligt fokus. Det ses bl.a. ved eksistensen af den føromtalte kongsgård i Odense samt et befæstningsanlæg af trælleborgstypen – den nu forsvundne Nonnebakken. Men ud over dette var Odense efter alt at dømme også et hedensk kultcentrum.

Kobberstik af Odense by 1598 (Braun & Hogenberg): Civitates Episcopalis Othenarum sive Otthoniae, ut vulgo Dicitur, Fioniae ...
Den runde trælleborg Nonnebakken – kaldet Nundeborrig på kortet – kan ses nederst i billedet, til venstre for de to personer.

Da Odin var den øverste og klogeste af alle de hedenske guder, ville det naturligvis være en god idé at placere en kristen helligdom på stedet for før-kristen tilbedelse. Ikke alene vidste folk hvor de skulle gå hen for at udøve deres nye religion, man satte også en bastant stopper for enhver udøvelse af den gamle religion.

Men på ét punkt fortsatte mindet om den gamle hedenske kult: i stednavnet. Vi kan se at der i navnet Odense er tale om et før-kristent sakralt stednavn ved at undersøge de ældste former af stednavnet. Odense er endog meget tidligt omtalt, allerede i 988, hvor den skrives ad ecclesias ... Othenesuuigensem i en latinsk tekst. Det kan være svært at udrede et oprindeligt *Othenswī af denne form, men hvis man tager Adam af Bremens form, Odanswe, fra 1075 med i tolkningen, kan man tydeligt se at der er tale om en sammensætning af gudenavnet Odin og gammeldansk .

Andre odenser i Danmark – sikkert såvel som usikkert tolkede.

De andre odenser

Man kunne tro at tilbedelsen af en så vigtig og central gud som Odin kun fandtes ét sted, således at Odense Odin-helligdom var unik. Men det er den ikke – slet ikke. Der findes faktisk et par andre eksempler på præcis samme stednavnedannelse i Danmark, nemlig Oens (1464 Ottens) syd for Horsens, Vojens (1421 Wodens, 1475 Wodense) i Sønderjylland og sandsynligvis også Oddense (1410 Otenssogen, 1479 Otthensæ) i Salling nord for Skive. Disse navne er alle ret sent belagt, og på grund af den jyske apokope, dvs. tendensen til at skære sidste, tryksvage endelse af ord og navne, er de historiske stednavneformer ganske meget mere reduceret end for Odenses vedkommende. I flere jyske dialekter udvikles o- i begyndelsen af ord til wo-, hvilket afspejles både i skrivemåden af Vojens og i udtalen af Vojens og Oddense, der udtales henholdsvis [våjəns] og [woj′əns].

I tillæg er der måske yderligere to mulige Othenswī-lokaliteter i danmark. Forleddet i stednavnene Onsevig (1692 Onse Wig) og Vojenshøj (1651 Voyenshøj) kan være et oprindeligt Othenswī. Dog er disse stednavne så sent belagt at forleddet muligvis bare er genitiv af gudenavnet Odin, dvs. henholdsvis Odins vig og Odins høj.

Vil du læse mere om de sikkert tolkede Othenswī-navne, kan du se deres behandling i værket Danmarks Stednavne. De usikre kan du læse om her.

Peder Gammeltoft