Nisse

Det ældste kendte danske billede af en nisse. Fra Historia de gentibus Septentrinalibus, Olaus Magnus' historie om de nordiske folk fra 1555

De fleste kender nok ordet nisse som en betegnelse for et lille drilagtigt væsen med rød hue, men det er faktisk også et personnavn – og er endda nok snarere startet som et personnavn end som en betegnelse.

Ordet nisse er et substantiv eller navneord som er dannet af navnet Nis eller Nisse, en dialektal kæleform af mandsnavnet Niels. Niels er en dansk udvikling af helgennavnet Nicolaus – en helgen som blandt andet var børnenes helgen, og som i løbet af 1800-tallet blev kendt som julemanden. Det engelske navn på julemanden, Santa Claus, kommer da også af det nederlandske Sinta Claas, en udvikling af Sankt Nicolaus. Så mens julemanden kom til at hedde Claus på engelsk, kom han altså til at hedde Nils på dansk! 

En svensk form?

Nutildags betragter mange skikken med at lave lignende 'kæleformer' (i fagsproget kaldet hypokorismer) af personnavne som en særligt svensk skik. Vi kender Hasse som en typisk svensk form af Hans, Lasse som en form af Lars og Bosse som en meget svensk form af Bo. Men omkring middelalderens slutning synes det faktisk at have været omvendt: I en smædetale mod danskere og det danske sprog som angiveligt skulle være holdt af den svenske biskop Hemming Gadh i 1510, siger taleren blandt andet:

Men vort tungemål, det svenske sprog, foragter danskerne, og de fordrejer alle ord fra deres naturlige art og lyd. Ham som vi efter ret skik kalder Jacob, ham gør de til Jeppe; ham som vi kalder Johan, ham fordrejer de til Josse; han som hos os hedder Claes eller Nils, ham gør de til en Nisse, og på samme vis forfalsker de mange andre ord.

(Her gengivet i en fordansket udgave af en senere svensksproget udgave fra 1500-tallet – den 'originale' udgave er på latin).

Nissens navn

Hvordan folketroens små 'gårdboer' og husvætter - eller nisser - kom til at få deres navn, står ikke helt klart. Nogle har spekuleret i at Sankt Nicolaus i middelalderen ofte fungerede som en skytshelgen for hjemmet, og at navnet er kommet ad den vej, men det er måske lige så sandsynligt at man blot har valgt et af de mest udbredte og kendte navne for "Lille Nils" – lidt ligesom en soldat kom til at hedde en "Jens".

I det nordlige Tyskland kender man da også ofte nissen under navnet Heinz, en udbredt form af Heinrich, eller nogle steder under navnene Chim (af Joachim), Hann Peiter (af Johann Peter) eller Wolterchen (af Walther). På fransk kan han hedde Maître Jean eller Thomas, og på engelsk kan man finde ham omtalt som Robin.

Et kristent navn?

Flere af disse populære navne er oprindeligt importeret til Europa som navne på kristne helgener. Men at kirken ikke af den grund har haft det lige let med nisse-troen, kan illustreres med en gammel skånsk historie, gengivet af folkloristen H.F. Feilberg, om hvordan præsterne bekæmpede overtroen i bondebefolkningen:

En bondefamilie plejede daglig at hensætte mad til Tomtarne, som her kaldes Nisser. Det kom til præstens kundskab, han tog sig af sagen og søgte at overbevise folkene om, at der ingen Nisser er til. "Ja, men hvor bliver maden så af, som vi daglig hensætter til ham?", spurgte husmoderen. "Det skal jeg sige eder", svarede præsten, "Satan kommer om natten, tager maden, samler den i en kedel i helvede, hvor han håber at kunne koge eders sjæle i al evighed!"

Hvorvidt præstens indsats var effektiv til at bekæmpe overtroen, melder historien intet om. Men at nisserne ikke er forsvundet fra den almene bevidsthed, er dog tydeligt i denne tid.

Danmarks første trykte julekort (1882, tegnet af Alexander Svedstrup) med nisse og engel.