Grønland på udenlandsk

Samlingen er dateret til 1935 og er sandsynligvis samlet ind i forbindelse med nogle af de første opgaver, som Stednavneudvalget for Grønland havde efter at være blevet nedsat i 1934. 

Stednavnene er hentet fra kilder, der kan dateres til mellem 1734 og 1850. Disse kilder er typisk journaler, der blev ført af enten købmænd, assistenter eller missionærer, altså spidsen af den dansk-norske administration på Grønland. I den anledning ville det måske være oplagt at tro, at størstedelen af de indsamlede stednavne er af dansk oprindelse, men det er langt fra tilfældet.

Hen ved to tredjedele af samlingen består af stednavne af grønlandsk oprindelse. Den sidste tredjedel er af dansk, nederlandsk og engelsk oprindelse, og som krøllen på halen er der også medtaget et par navne af norrøn oprindelse, for eksempel Øster Bygd og Vester Bygd. Også selve navnet Grønland er af norrøn oprindelse, og det er et af de få navne fra denne gruppe, der stadig bruges som officielt stednavn på Grønland. Jævnfør overskriften er det stednavnene af europæisk oprindelse, som vi nu skal tage et nærmere kig på.

Et stræde, der aldrig dukkede op

Flere søstærke europæere rejste i 1500- og 1600-tallet af sted mod de arktiske egne; nogle for at fange hvaler og andre for at finde søvejen nord om Amerika til Asien.

De engelske søfarere var, foranlediget af Elizabeth I, særligt interesserede i at finde Nordvestpassagen, og flere engelske skibe besejlede farvandene omkring Grønland i anden halvdel af 1500-tallet. De opdagelsesrejsendes beskrivelser havde stor betydning for kortlægningen og navngivningen af områderne omkring Grønland. Flere af navnene er ikke længere i brug, men Davisstrædet (navnet på farvandet mellem Grønland og Baffin Island), som er opkaldt efter kaptajn John Davis, der foretog tre rejser dertil mellem 1585-87, er eksempelvis stadig i brug.

En særlig historie knytter sig til Martijn Forbischers Straet, et stræde som skulle forbinde Vest- og Østgrønland. Det er opkaldt efter engelske Martin Frobisher, der ligesom John Davis var på jagt efter Nordvestpassagen.

Ideen om at der var en lettere passage fra Vest- til Østgrønland end hele vejen syd om Kap Farvel, var grund til megen spekulation blandt de dansk-norske kolonister, og i samlingen optræder navnet på strædet så sent som i 1775. De efterhånden mere og mere stedkendte kolonister måtte dog indse, at strædet ganske enkelt ikke fandtes og måtte være indtegnet på de tidlige kort baseret på en misforståelse!

Misforståelsen skyldes sikkert, at Frobishers rejsebeskrivelser ikke var klare nok. I dag mener man nemlig, at Frobishers beskrivelser passer med det, der i dag kendes som Frobisher Bay, og som er en stor bugt, der skærer sig ind i den sydligste del af Baffin Island i det nuværende Canada.

Fra nederlandsk til dansk

Også nederlænderne færdedes i de grønlandske farvande og havde stor succes med hvalfangst langs vestkysten. Der var særligt gode forhold for fangst og for handel med lokalbefolkningen i og omkring Diskobugten – hvis underholdende navn vi desværre ikke rigtigt kan sige noget sikkert om oprindelsen på!

Mange steder i området fik på denne tid tildelt nederlandske navne, som blev markeret på søfolkenes kort. Da den dansk-norske missionær Hans Egede i 1721 rejste til Grønland, var det lidt mere end 100 år siden, der sidst havde været en dansk ekspedition til Grønland, og størstedelen af navnene på de tilgængelige kort var altså nederlandske.

De nederlandske og engelske navne blev i lang tid også benyttet af den dansk-norske administration. I flere tilfælde blev de nederlandske stednavne fordansket eller bare oversat, for eksempel blev det nederlandske Suikerbrood til Sukkertoppen, De Schans til Skansen, og Onbekande Eyland, som nok burde have været oversat til "den ubekendte ø" eller noget lignende, blev til Ubekendte Ejland.

Ny administration, nye navne

Med den dansk-norske tilstedeværelse i Grønland opstod en helt ny situation; der blev etableret en kirkemission, og europæerne blev mere eller mindre fastboende i landet, og længevarende kontakt med den lokale befolkning var en given sag. I takt med at den dansk-norske mission og handel blev mere og mere etableret, kom der også flere og flere stednavne af grønlandsk oprindelse på kortene.

Den første koloni grundlagdes af Hans Egede og kom til at hedde Håbets koloni, angiveligt efter det skib, der havde fået dem sikkert til Grønland. Senere flyttedes kolonien til det nuværende Nuuk og kom til at hedde Godthåb. Det var ikke ualmindeligt, at kolonier blev flyttet til et mere gunstigt fangst- eller handelssted i 1700-tallet. Sukkertoppen har således været placeret to steder, det samme har Egedesminde.

Mange kolonier fik navn efter prominente samtidige personer, enten royale eller højtplacerede i handelen eller missionen. Blandt disse er Christianshåb, opkaldt efter Christian VI, Jacobhavn, opkaldt efter koloniens grundlægger, købmanden Jacob Severin, der desuden på det tidspunkt havde handelsmonopolet på Grønland, og Egedesminde, opkaldt efter Hans Egede, men grundlagt af hans søn Paul Egede.

Endelig var der også kolonier, der kun har været kendt under et Grønlandsk navn, nemlig de to nordligste, Uummannaq og Upernavik, eller flere af de tidlige kolonier, så som Nipisat (eller Nepisene), Amerloq og Nuussuaq, der kun for en kort årrække fungerede som kolonier eller "loger" i 1700-tallet.

I dag bruges de gamle koloniale navne kun i få tilfælde på Grønland. Ellers er det de grønlandske stednavne, der nu er de officielle. Langt de fleste af disse stednavne har altid været brugt af grønlænderne, og en gang imellem kan man også støde på en dansk eller norsk kilde fra kolonitiden, der enten omtaler et sted ved dets grønlandske navn – selvom det har et dansk navn – eller gør læseren opmærksom på, med hvilket navn grønlænderne omtaler stedet.

Ivalu Lidsmoes