Dacia – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

navn.ku.dk > Månedens navn > Dacia

01. februar 2012

Dacia

Middelalderens latinske betegnelse på Danmark var Dacia, hvilket alt efter temperament udtales [Da-kia], [Da-sia] eller – hvilket nok kommer nærmest den middelalderlige udtale – [Da-tjia]. Den umiddelbart mere oplagte form Dania hører generelt først en senere tid til.

Sprogligt set er der et stykke vej fra Dacia til Dania og Danmark, og det samme gælder rent navnehistorisk, når man ser nærmere på, hvorfra navnet egentlig stammer. Dacia eller Dacien var således tilbage i århundrederne omkring Kristi fødsel navnet på et landområde i det centrale Østeuropa, omtrent svarende til nutidens Ungarn og den rumænske provins Transsylvanien. Koblingen til middelalderens Danmark synes at bygge på nogle misforståelser, der rækker tilbage til senantikkens forfattere. Eller rettere, de havde sådan set rigtig nok fat i det, men blev senere misforstået.

Dakierne og goterne

Den gamle historiker og geograf Paulus Orosius (o. 400 e.Kr.) kunne f.eks. berette, at "Dacia, hvor også Gothia ligger", lå mellem Alanien og Germanien. Denne formulering blev kopieret hos Isidor af Sevilla (o. 600 e.Kr.), og begge var meget læste og kopierede forfattere op gennem middelalderen.

Goterne var et folk, der formentlig stammede fra Norden, men i løbet af folkevandringstiden (ca. 400-800 e.Kr.) bevægede de sig ned gennem først Østeuropa og siden Sydeuropa. Orosius' og Isidors stedfæstning stammer fra goternes tid i Østeuropa og er således korrekt nok, men koblingen mellem Dacia og de vandrende gotere forledte senere middelalderens historikere til at placere litteraturens Dacia oppe på vore breddegrader sammen med Götaland og Gotland.

Klik på billedet for at se en større version

Landkort over Romertidens provins Dacia i det østlige Europa. Kortet er baseret på oplysninger af den romerske geograf og matematiker Ptolemæus (o. 150 e.Kr.), rekonstrueret kartografisk i et atlas fra 1400-tallet. Til hjælp for den geografiske orientering kan det oplyses, at Adriaterhavet indgår nederst til venstre, Sortehavet og Bosporusstrædet til højre, mens floden, der danner Dacias sydlige grænse, er Donau. (Klik på billedet for at se en større version).

De første belæg for en udtrykkelig lokalisering af Dacia til Norden findes hos to normanniske forfattere fra 1000-tallet, Dudo af St. Quentin og Vilhelm af Jumieges, der dog også begge vidste, at Dacias egne folkeslag kaldte sig "danere" og deres land "Danmark". Misforståelsen slog først for alvor igennem hos pavekirken i slutningen af 1100-tallet, hvor en kardinal i 1192 i en opgørelse simpelthen betegnede Danmark som Dacia, og herefter blev betegnelsen hurtigt Kirkens standardbetegnelse på Danmark og Norden.

Klostervæsenets provinser

Dette gjaldt ikke mindst hos to nye klosterordener af dominikanere og franciskanere, der ved deres oprettelse i starten af 1200-tallet inddelte Europa i provinser, og her var det tilsyneladende oplagt for begge ordener at vælge den nyligt etablerede romerkirkelige betegnelse på Norden: Dacia. De to klosterordener var med til at konsolidere brugen af betegnelsen endnu mere, nu også i Norden selv, ligesom folk af skandinavisk ophav nede på kontinentet ofte fik tilnavnet "de Dacia", f.eks. i forbindelse med ophold på universiteterne i Frankrig, Tyskland og Italien.

Aftryk af segl tilhørende Dominikanerordenens eller 'Prædikantordenens' provincialprior for middelalderens nordiske provins Dacia. Teksten, der løber langs kanten af seglet, lyder: S' PRIORIS PROUINCIALIS DACIE ORDI PREDICATORE ("Segl for provincialprioren i Dacia af Prædikantordenen").

Et af de første nordiske eksempler på betegnelsens brug er at finde i Ry-annalerne fra 1200-tallet, der omtaler "Dania que nunc Dacia" (: Dania, som kaldes Dacia). For at gøre forvirringen endnu større anvendes Dacia-betegnelsen som sagt både om hele Norden ("provincia Dacia") og kongeriget Danmark ("regio Dacia"), og det er ikke altid helt let at gennemskue, hvad der tales om i middelalderkilderne.

Udvidelsen fra Danmark til det øvrige Norden hænger sammen med, at Norden, set i kontinentaleuropæisk sammenhæng, var et vedhæng til regionens primære kongerige, Danmark. Det danske ærkebispesæde Lund udgjorde i en periode det kirkelige centrum for hele den nordiske kirkeprovins, der i gejstlig-latin sammenhæng derfor fik fællesbetegnelsen Dacia, også efter de norske og svenske ærkestifters udskilning i 1100- og 1200-tallet, idet Romerkirken i mange sammenhænge fortsat behandlede de tre riger og ærkestifter som én kirkelig provins. Den fælles behandling hang bl.a. sammen med, at man i et Europa med hyppigt skiftende politiske grænser fandt det mere praktisk inden for pavekirken at operere med administrative enheder etableret ud fra sprog, og hørt med europæiske øren talte alle skandinaver langt ind i middelalderen "dansk".

I nutidens Danmark er Dacia i øvrigt også et godkendt pigenavn. Med blot to registrerede bærere er det dog temmelig sjældent.